Højlund håber at fortsætte målstime i finale mod City: "Men jeg håber bare, at vi vinder"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Højlund håber at fortsætte målstime i finale mod City: "Men jeg håber bare, at vi vinder"

Med blot lørdagens FA Cup-finale tilbage i sæsonen, står Rasmus Højlund noteret for 16 scoringer i sin debutsæson på Old Trafford.
Med blot lørdagens FA Cup-finale tilbage i sæsonen, står Rasmus Højlund noteret for 16 scoringer i sin debutsæson på Old Trafford.Stu Forster/Getty Images via AFP
Trods en rolle som indskifter sluttede Rasmus Højlund ligasæsonen af med mål mod både Newcastle United og Brighton & Hove Albion.

Og den danske landsholdsangriber håber, at formen fortsætter i FA Cup-finalen mod Manchester City lørdag eftermiddag.

"Jeg håber, jeg kan bringe min form med ind i finalen, men det vigtigste for mig er, at vi vinder. Jeg er faktisk lidt ligeglad med, hvem der scorer."

"Mit job som nummer ni og angriber er at putte bolden i nettet, hvis jeg får chancen. Men jeg håber bare, at vi vinder. Det vil være virkelig vigtigt for klubben at komme ud i Europa," siger Højlund til Manchester Uniteds hjemmeside med henvisning til, at finalesejr giver en plads i Europa Leagues gruppespil.

Den 21-årige dansker har bidraget med i alt 16 mål i 42 kampe på tværs af alle turneringer i sin første sæson som Manchester United-spiller.

En eventuel scoring lørdag kan hjælpe Manchester United til den 13. sejr i FA Cuppen gennem tiderne.

"Det er verdens ældste knockout-turnering. Den har en speciel plads i Manchester Uniteds historie, men også i engelsk fodbolds historie."

"Det er en meget, meget speciel turnering, som man helt sikkert bør være meget, meget stolt over at vinde," siger Højlund.

Manchester City sikrede sig sidste weekend sit fjerde engelske mesterskab i træk og er lørdag klar favorit mod Premier Leagues nummer otte.

City-manager Pep Guardiola tager dog intet for givet før mødet på Wembley.

"United vil altid være United. I ligaen har vi selvfølgelig været bedre og mere stabile end dem."

"Men United har præsteret godt i vigtige kampe mod top-6-holdene i denne sæson, og spillerne ved, at dette er en helt anderledes kamp," siger Guardiola ifølge AFP.

Der er kickoff på Wembley klokken 16.