Europa- og Conference League-roundup: Disse danskere kan komme i aktion

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Europa- og Conference League-roundup: Disse danskere kan komme i aktion

Opdateret
Andreas Skov Olsen er blandt de danskere, der kan komme til at spille en rolle i denne europæiske aften.
Andreas Skov Olsen er blandt de danskere, der kan komme til at spille en rolle i denne europæiske aften.Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der ligger en aften forude med et utal af kampe i både Europa League og Conference League. Det betyder også, at der er indtil flere danskere i spil til at få støvlerne på grønsværen rundt om i det europæiske. Vi giver dig her et lille overblik.

Vi lægger fra med Conference League, hvor der vanen tro er en masse eksotiske hold på banen, og heldigvis også en del spillere, der giver anledning til at pudse de rød/hvide briller.

Den tidligere OB’er Oliver Christensen kan sagtens tænkes at starte på banen for Fiorentina, hvor han indtil videre i sæsonen har delt handsker med den noget mere rutinerede Pietro Terracciano. Firenze-klubben møder Genk på udebane.

Et med overvejende sandsynlighed spændende opgør venter i en anden belgisk by, nemlig Brügge, hvor Club Brügge får Besiktas på besøg.

Brügge har mulighed for at stille med hele tre danskere på banen, da Philip Zinckernagel og Casper Nielsen begge har fået næsten fuld spilletid indtil videre i sæsonen, såvel som Andreas Skov Olsen har det. Sidstnævnte har foreløbigt lavet syv mål på tværs af turneringer for belgierne, hvilket selvsagt tegner lovende for landsholdet.

Skov Olsen i denne sæson
Skov Olsen i denne sæsonFlashscore

AZ Alkmaar møder på udebane det lettere ubeskrevne blad Zrinjski fra Kroatien, og her kan det også sagtens tænkes, at det tidligere Lyngby- og Inter-talent Jens Odgaard får lov at spille en rolle på midtbanen, da han er kommet godt fra land for den hollandske klub.

I deres mål finder man i øvrigt Matthew Ryan, der havde gæstevisit i FC København i sidste sæson, men tabte magtkampen til Kamil Grabara.

Det nordnorske komethold Bodø/Glimt, hvor føromtalte Zinckernagel tidligere har slået sine folder, kan stille op med både Albert Grønbæk og Adam Sørensen mod Lugano på udebane.

Især Grønbæk kan man roligt forvente sig noget af, da han har det som en fisk i vandet for tiden, og således har lavet otte mål i 20 kampe indtil videre. Det er tæt på samtlige kampe, og han har været stærkt medvirkende til, at Bodø/Glimt aktuelt er på en andenplads i Tippeligaen.

Grønbæk er i fin form for Bodø
Grønbæk er i fin form for BodøFlashscore

Vores venner fra Færøerne, FK Klaksvik, der klarede sig så imponerende i Champions League-kvalifikationen, men måtte strække våben mod Molde, spiller på udebane mod Slovan Bratislava. Det giver både Patrick da Silva samt 36-årige Claes Kronberg mulighed for at brillere mod en på papiret stærkere modstander nok engang.

Vi runder Conference League af med Zorya-Gent, hvor sidstnævnte kan stille op med den tidligere Brøndby-spiller Andrew Hjulsager på midtbanen. Han har fået fuld tid indtil videre, så han er meget sandsynlig starter. Grundet krigen i Ukraine spilles kampen i øvrigt i polske Lublin.

Europa League

I den lidt finere turnering kan man blandt andet zoome ind på Bayer Leverkusen, der på hjemmebane møder svenske Häcken.

For gæsterne finder vi eks-OB'eren Jacob Barrett Laursen på venstrebacken, mens den gamle kending Lukas Hradecky, der senest gjorde livet surt for Danmark mod Finland, vogter målet for værterne.

Villareal møder på udebane Panathinaikos, og det må anses som sikkert, at Filip Jørgensen, der sværmer om en plads på landsholdet, står på målet for Den Gule Ubåd i Athen.

Anders Hagelskjær og netop Molde skal spille på udebane mod Qarabag i det, der bliver den første kamp mellem et hold fra Aserbajdsjan og et norsk af slagsen nogensinde. Det er også værd at tage med.

Franske Toulouse, som har både Mikkel Desler og Rasmus Nicolaisen som en del af back-kæden møder belgiske Royale Union, der gjorde det så flot i den belgiske liga i sidste sæson, men som for nu frister en tilværelse i midten af Jupiler League.

Mægtige AS Roma med Rasmus Nissen Kristensen som sandsynlig starter på højrekanten er på besøg i Tiraspol, hvor de møder Sheriff i Transnistrien. Holdet, der spiller i Moldovas liga, husker mange nok fra forrige sæson i Champions League, hvor de helt sensationelt slog Real Madrid på udebane.

Måske kan de give den gamle Real-træner José Mourinho hovedpine også?

I Amsterdam venter en kamp med historisk schwung, eftersom de to tidligere Champions League-mestre Ajax og Marseille mødes i gruppens første kamp. Med lidt held starter kometen Anton Gaaei på højrekanten for værterne, som han har gjort de sidste par kampe siden sit skifte fra Viborg.

AEK Athen, der har eks-AGF'eren Jens Jønsson som kraftcenter på midtbanen, skal en tur til Brighton, hvor de med garanti får et værre hyr med at holde styr på Roberto De Zerbis mandskab, der er højt flyvende i Premier League. 

Brighton i den engelske liga
Brighton i den engelske ligaFlashscore

Cypriotiske Aris er på besøg i Tjekkiet ved danskerklubben Sparta Prag, der udover Brian Priske og Lars Friis på trænerbænken har både Peter Vindahl Jensen som option i målet og Asger Sørensen som sandsynlig starter i midterforsvaret.

For østrigske Sturm Graz møder vi med al sandsynlighed William Bøving, der siden sit skifte fra FC København har været fast mand. De stiller op på hjemmebane mod den portugisiske storklub Sporting, der netop har sikret sig den danske guldklump Morten Hjulmand, der ligeledes har etableret sig fast i start-11eren.

Det runder turen i Europa med dansker-fokus af, og dertil har vi naturligvis opgøret mellem Fenerbahce og FC Nordsjælland, der bliver det andet tyrkisk/danske-opgør på 24 timer.