Williams-brødre sender baskere i spansk pokalfinale

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Williams-brødre sender baskere i spansk pokalfinale

Nico Williams og Iñaki Williams sørgede torsdag aften for at tage brodden af ellers så stærke Atlético Madrid.
Nico Williams og Iñaki Williams sørgede torsdag aften for at tage brodden af ellers så stærke Atlético Madrid.Profimedia
Athletic Club er klar til at møde Real Mallorca i finalen i den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

Athletic Club tog finalepladsen på Atletico Madrids bekostning ved at vinde 3-0 på hjemmebane torsdag aften. Samlet avancerer den baskiske klub med 4-0.

På landsholdsplan repræsenterer Inaki Williams sine forældres hjemland, Ghana, mens Nico Williams spiller for Spanien, men når brødrene tørner ud for hjerteklubben Athletic Club, udgør de en ubehagelig duo for modstanderne.

Torsdag banede Williams-brødrene vej for pokaltriumfen, da de lagde op til hinandens scoringer før pausen.

Forud for opgøret tog uroligheder fokus. Flere medrejsende Atletico Madrid-tilhængere kom alvorligt til skade og måtte på hospitalet efter at være blevet angrebet af cirka 60 aggressive Bilbao-fans.

I tillæg blev kampen udskudt med en halv time, fordi hjemmeholdets fans forsinkede Atletico-spillernes bus.

Da spillet først kom i gang, greb hjemmeholdet initiativet. Det gav pote allerede i det 13. minut.

Ude på kanten accelererede Nico Williams forbi sin oppasser og sendte et indlæg ind i feltet. Det blev mødt af storebror Inaki Williams, der helflugtede bolden i nettet med stor kraft.

Med tre minutter til pausen var det så storebror, der satte lillebror op til scoring. Inaki Williams driblede ind i feltet og rundt om stopperen Mario Hermoso, før han sendte bolden fladt ind foran mål, hvor Nico Williams var først på den og scorede sikkert.

Diego Simeones normalt så modstandsdygtige mandskab blev også overrumplet i anden halvleg. Et kvarter efter sidebyttet var Gorka Guruzeta først over en returbold, og så var hjemmeholdet i front med tre mål.

Athletic Club er nu bare én sejr fra at hente sin første pokaltitel siden 1984, hvor klubben også senest blev spansk mester. Siden dengang har klubben tabt seks pokalfinaler, senest i 2021.