UEFA udsætter Champions League-kamp efter dødsfald og vold i Athen

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

UEFA udsætter Champions League-kamp efter dødsfald og vold i Athen

UEFA udsætter Champions League-kamp efter dødsfald og vold i Athen
UEFA udsætter Champions League-kamp efter dødsfald og vold i AthenProfimedia
En 22-årig mand er død, og otte personer er blevet såret efter et sammenstød mellem fodboldfans i Athen.

Opgøret mellem AEK Athen og Dinamo Zagreb i Champions League-kvalifikationen fik mandag aften en tragisk optakt og blev tirsdag formiddag som resultat heraf udsat.

En 22-årig fan af det græske hjemmehold mistede således livet, og flere andre blev såret efter et voldeligt sammenstød omkring Agia Sophia Stadium i udkanten af Athen.

Det meddeler politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

"En alvorlig situation opstod uden for stadion i Nea Filadelfeia. En ung græsk mand blev stukket ihjel, og seks andre sårede personer er på hospitalet," lød det i første omgang fra politiet.

Politiet tilføjede, at 83 personer blev anholdt for deres involvering i det voldelige sammenstød.

Siden blev tallene dog justeret til 96 anholdte og mindst otte sårede - heraf tre grækere og fem kroater. Blandt de sårede er ifølge tv-stationen ERT en mindreårig, der blev ramt i hovedet med en sten, skriver AFP.

FC København møder tirsdag tjekkiske Sparta Prag i Champions League-kvalifikationen. Den samlede taber af det møde, der afgøres endeligt i Prag i næste uge, går videre til Europa Leagues playoffrunde.

Her venter i så fald den samlede taber af opgøret mellem netop AEK Athen og Dinamo Zagreb.

Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) meddeler, at den planlagte returkamp mellem Dinamo og AEK i Zagreb afvikles som planlagt i næste uge tirsdag 15. august. Forbundet håber derefter at afvikle mødet i Athen fredag 18. eller lørdag 19. august.

Samtidigt fordømmer UEFA balladen og udtrykker dyb medfølelse med offerets familie.

"Vold har ikke nogen plads i vores sport, og vi forventer, at de ansvarlige for denne forfærdelige hændelse bliver arresteret og stillet til regnskab hurtigst muligt," skriver UEFA.

Allerede inden mandagens tragiske hændelse var det slået fast, at begge opgør af frygt for ballade skulle afvikles uden udebanefans på stadion, men det forhindrede altså ikke Dinamo-fans i at rejse til Athen.

Det er ikke første gang, at græsk fodbold oplever ballade i forbindelse med fodboldkampe.

Som et resultat af problemerne er maksimumstraffen for involvering i fanvold i Grækenland sat op fra seks måneder til fem år.

I februar 2022 mistede en 19-årig mand livet i Thessaloniki efter et sammenstød mellem fans af lokalrivalerne Aris og Paok.

Syv tiltalte blev kendt skyldige i drabet og idømt livsvarigt fængsel. Fem andre fik minimum 19 års fængsel for deres medvirken.

Tre personer har mistet livet i Thessaloniki som følge af fodboldvold i løbet af de seneste tre år.