Simone Inzaghi er stolt af sine spillere trods tæt finalenederlag

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Simone Inzaghi er stolt af sine spillere trods tæt finalenederlag

Det blev ikke til en sejr for Inzaghis mandskab, men de skabte en intens finale.
Det blev ikke til en sejr for Inzaghis mandskab, men de skabte en intens finale.FRANCK FIFE/AFP
Det var lige ved og næsten for Simone Inzaghis Inter-hold lørdag aften, men et par brændte kæmpechancer var med til at gøre, at det var engelske Manchester Citys navn, som blev skrevet på Champions League-pokalen efter finalen.

Alligevel er Simone Inzaghi stolt af sit hold, fortæller han efter kampen til sportsmediet Sky Sports Italia.

"På en aften som denne kan jeg ikke stille skarpt på enkelte spillere, som ikke spillede godt nok. Jeg sagde i går (fredag, red.), at jeg ikke ville bytte mine spillere for nogen som helst, og i dag kunne hele verden se hvorfor," siger han.

"De viste hele verden, hvor godt de spillede op imod Manchester City - et hold, som alle ved, har så meget kvalitet."

Simone Inzaghi giver også Inter-fansene, som var mødt talstærkt op i Istanbul, hvor finalen blev spillet, rosende ord.

"Jeg krammede mine spillere én efter én, for de var helt fantastiske, præcis som vores fans var. De fortjente et andet resultat, men de var glade for at se den måde, som holdet spillede på i aften," siger han.

Træneren har ellers været genstand for kras kritik fra både fans og medier, efter at holdet måtte tage sig til takke med en tredjeplads i den hjemlige liga i indeværende sæson. Inter vandt senest det italienske mesterskab i 2021.

"Både jeg og mine spillere blev angrebet, og jeg skal da også ærligt indrømme, at vi har tabt nogle kampe, som vi ikke burde have tabt, men jeg mener alligevel, at vi har lært nogle vigtige ting fra de nederlag," siger han og tilføjer, at Inter har vundet fire turneringer de seneste to år.

"Med den kampgejst, organisering og beslutsomhed, så tror jeg, vi vil vende tilbage hertil i fremtiden."