Parken kan være FC Københavns spinkle chance mod giganterne fra Manchester City

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Parken kan være FC Københavns spinkle chance mod giganterne fra Manchester City

Måske venter der endnu en magisk aften i Parken.
Måske venter der endnu en magisk aften i Parken.Profimedia
Der er lagt op til et ordentlig Champions League-brag i Parken tirsdag, hvor FC København tager imod Manchester City. Netop Parken kan være den danske klubs helt store nøgle, hvis det skal lykkedes at skabe et mirakel.

De forsvarende danske mestre fra FC København fik en voldsomt svær Champions League-gruppe, hvor de skulle møde Bayern München, Manchester United og Galatasaray. Danskerne blev derfor ikke spået mange chancer for at nå videre til knockoutfasen. End ikke i Europa League.

De københavnske løver modbeviste dog alt og alle ved på flot vis at sikre sig andenpladsen i sidste spillerunde af gruppespillet og dermed booke en billet til ottendedelsfinalen i den prestigefulde turnering.

Meget tyder dog på, at legen kommer til at stoppe i løbet af februar og marts, når de over to kampe skal møde de forsvarende Champions League-vindere fra Manchester City

I sidste sæson spillede FCK også mod Manchester City, hvor det endte med et 5-0-nederlag til FCK på udebane, mens det dog lykkedes dem at få 0-0 på hjemmebane mod de senere vindere. 

Netop den københavnske hjemmebane skal være med til at skabe et godt udgangspunkt for FCK i de to kommende kampe mod gigantklubben fra Manchester.

Her er FCK’s muligheder

Hjemmebanen

En af FC Københavns helt store styrker ligger på Østerbro. Københavnerne er efterhånden blevet kendt for at være ufatteligt svære at spille mod i Parken. I denne sæson har FCK endnu engang bevist, at Parken er et fort i europæisk sammenhæng. 

Sæsonens første Champions League-gruppekamp på hjemmebane endte med et snævert nederlag på 2-1 til mægtige Bayern München, hvor kun en mirakelredning fra Sven Ulreich i slutminutterne forhindrede FCK i at få points. 

I de to efterfølgende hjemmekampe mod Manchester United og Galatasaray leverede FCK og Parken imponerende og trak sig sejrrigt ud af begge opgør. 

I sidste sæson lykkedes det også at få points i samtlige hjemmekampe i Champions League-gruppespillet. Faktisk har FCK vundet eller spillet uafgjort i 17 ud af 19 kampe i Champions League-gruppespillet og knockout-fasen.

Grabara SKAL levere

Det er muligt, at Kamil Grabara ikke skal være i FCK efter denne sæson, men der er ingen tvivl om, at han gerne vil slutte rigtig godt af i danske hovedstad, og han kan på det nærmeste udødeliggøre sig hvis han spiller to pragtkampe mod City.

I seneste sæson stod Kamil Grabara aldeles fremragende i begge kampe mod netop Manchester City. Selvom FCK endte med at tabe med hele 5-0 på Etihad, så spillede den polske målmand fantastisk og leverede hele 11 redninger.

Ved den omvendte kamp i Parken pillede Grabara et straffespark og holdt clean sheet mod det engelske storhold. 

Grabara har bevist, at han kan præstere på et usædvanligt højt niveau, og netop det niveau har FCK brug for, at han finder frem igen, hvis de skal have en chance for at gå videre.

FCK står bedre nu end sidste år

Hvis man sammenligner dette års FCK-hold med det hold, der spillede mod City i seneste sæson, så er der nogle store forskelle. 

Københavnerne er blevet væsentlig stærkere i den offensive del af spillet. FCK har lavet masser af mål og skabt masser af chancer i både Superligaen og Champions League. Det er blandt andet takket være indkøbene af Diogo Goncalves, Elias Achouri og Mohamed Elyounoussi.

Samtidig er der kommet Premier League-erfaring til det til tider lidt vaklende FCK-forsvar. De har nemlig brugt januar-vinduet på at hente skotske Scott McKenna i Nottingham Forest til at styrke forsvaret. 

Manchester City har også mistet profiler som Ilkay Gündogan og Riyad Mahrez siden det seneste møde. De er dog blot blevet erstattet af spillere, der har tæt på det samme høje niveau.

Der er ingen tvivl om, at Manchester City stadig er gigantiske favoritter, men hvis det lykkedes FCK at få et godt resultat i det første opgør i Parken, så skal man aldrig sige aldrig.