Isaksen om Bayern-skalp: "Det var magisk"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Isaksen om Bayern-skalp: "Det var magisk"

Gustav Isaksen har tilspillet sig en fortsat vigtigere og større rolle i SS Lazio.
Gustav Isaksen har tilspillet sig en fortsat vigtigere og større rolle i SS Lazio.Claudio Pasquazi/Anadolu via AFP
"Det var magisk, for inden kampen var der ikke rigtigt nogen, der troede på os."

Gustav Isaksen fremtvang det kampafgørende straffespark og et rødt kort, da Lazio onsdag overraskede med 1-0 over Bayern München i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

Og danskeren er ikke overraskende ovenud tilfreds.

"Jeg er lykkelig og glad. Hold kæft det var fedt. Atmosfæren var fed, og at møde så godt et hold som Bayern foran 70.000 tilskuere var næsten som at være med i en film," siger Isaksen til TV3+.

Bayern-forsvareren Dayot Upamecano fik et direkte rødt kort for sin tackling på Isaksen efter 67 minutters spil.

"Jeg følte en kontakt på min fod, faldt selvfølgelig og var glad, da jeg hørte fløjten. Efterfølgende kunne jeg se, at han faktisk ramte mig højt oppe på skinnebenet, så jeg forstår godt, at dommeren gav rødt kort."

"Det var vildt, for fem minutter inden brændte jeg en gigantisk chance, som ærgrede mig. Så det var fedt, at vi holdt fast og fik et monster vigtigt straffespark," siger Isaksen.

Ciro Immobile omsatte sikkert straffesparket til mål og gav på den måde Lazio et fint udgangspunkt inden returkampen i München om tre uger.

Der var begrænset med spilletid til Isaksen i Lazio i starten af sæsonen, men siden har 22-årige offensivspiller spillet sig bedre ind på holdet.

Kampen mod Bayern München var nummer 25 i alle turneringer siden sommerskiftet fra FC Midtjylland. Det er indtil videre blevet til en scoring og fire assister.