DBU-direktør før Qatar-besøg: "Vi kan ikke reformere et land"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

DBU-direktør før Qatar-besøg: "Vi kan ikke reformere et land"

DBU-direktør før Qatar-besøg: Vi kan ikke reformere et land
DBU-direktør før Qatar-besøg: Vi kan ikke reformere et landThomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Hvad kom der egentlig ud af at føre kritisk dialog med Qatar op til og i forbindelse med sidste års fodbold-VM?

Det rejser Dansk Boldspil-Union (DBU) mandag til Qatar for at blive klogere på.

Administrerende direktør Erik Brøgger er en af DBU's to udsendte på turen, der blandt andre også tæller Norges fodboldpræsident, Lise Klaveness.

"Formålet med turen er at tage et tjek på, hvad der et år efter VM er sket med de initiativer, vi var med til at sætte i gang, blandt andet med arbejdstageres rettigheder," siger Erik Brøgger.

Ifølge en rapport fra Amnesty International har det nyttet meget lidt at føre kritisk dialog, og det ærgrer DBU-direktøren.

"Jeg blev i sidste uge citeret for, at det er "øv". Vi havde håbet og troet på, at der var sket mere, end det Amnesty dokumenterer."

"Der er på nogle områder sket meget små fremskridt, og så er der områder, hvor der er sat ting i gang op til og under VM, men som så er gået i stå, delvist er rullet tilbage eller er erstattet med noget andet, som gør, at man mere eller mindre er tilbage, hvor man kom fra."

Brøgger henviser til det udskældte kafala-system, der var med til at stavnsbinde migrantarbejdere til deres arbejdsgivere.

"Det havde vi utrolig stor fokus på, og vi havde tillid til, at det blev afskaffet, men nu har man så indført noget andet, som gør det utroligt svært at skifte arbejdsgiver eller komme ud af kontrakter."

Spørgsmål: Men giver det så overhovedet mening for et forbund som DBU at bruge kræfter på at rejse til lande som Qatar og føre kritisk dialog?

"Man skal være realistisk i det her. Vi er et fodboldforbund, der kan være med til at påpege, hvad vi synes, er godt eller skidt, og vi kan være med til at sætte fokus på nogle ting ved en kæmpestor begivenhed som VM, som alle øjne er rettet mod."

"Fodbold kan være en forandringskraft. Det giver nogle muligheder, men virkeligheden er jo også, at vi som fodboldforbund ikke kan og heller ikke skal tvinge fundamentale samfundsændringer igennem udefra. Det skal komme indefra og fra landets egen regering."

"Vi vil gerne i dialog, påpege udfordringer og komme med mulige løsninger, men i sidste ende kan og skal vi ikke reformere et land," understreger Erik Brøgger.

Alt tyder på, at Saudi-Arabien i 2034 bliver vært for fodbold-VM. Her er der igen tale om et land, der får kritik for basale menneskerettigheder.

Om DBU igen vil bruge samme energi på at føre kritisk dialog, hvis Saudi-Arabien bliver vært, har forbundet ikke lagt sig fast på.

"Vi har ikke lagt os fast på, hvordan vi i så fald vil gå ind i det, men jeg tror bestemt, at vi kommer med en eller anden form for kritisk dialog," siger DBU-direktøren.

"Besøget i Qatar skal også bruges til at gøre vores eget bo op og tage nogle erfaringer med hjem om, hvad vi kan og ikke kan som fodboldforbund, når vi kaster os ind aktivt ind."

"Hvis mange forbund gjorde som os, ville fokus stige markant, for står vi næsten alene, kan vi nok ikke gøre store forskelle i Saudi-Arabien, som ligesom Qatar vil være svær at danse med, når det kommer til rettigheder og fundamentale spørgsmål."

Turen til Qatar varer fra mandag til onsdag og byder blandt andet på møder med Qatars fodboldforbund, myndigheder og andre partnere i landet.