Brentford nedlægger Fulham og kan øjne top-5 efter Mathias Jensen-scoring

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Brentford nedlægger Fulham og kan øjne top-5 efter Mathias Jensen-scoring

Mathias Jensen fejrer sit afgørende mål mod Fulham.
Mathias Jensen fejrer sit afgørende mål mod Fulham.AFP
Brentford har efterhånden etableret sig i midten af Premier League-tabellen.

Men Thomas Franks mandskab kan godt så småt begynde at spejde efter nogle lidt sjovere placeringer.

Mandag tog Brentford en flot sejr over lokalrivalen Fulham, der ellers ligger to pladser længere oppe i tabellen. Brentford vandt 3-2.

Mathias Jensen endte reelt som matchvinder. Danskeren scorede til 3-1. Først cirka otte minutter inde i tillægstiden fik Fulham reduceret til slutresultatet.

Resultatet bringer Brentford op på 38 point på niendepladsen. Der er fire point op til Liverpool på femtepladsen, der giver adgang til Europa League i næste sæson. Brentford har dog spillet en kamp færre end Liverpool.

Fulham ligger nummer syv med 39 point, men har spillet to kampe mere end Brentford.

Mikkel Damsgaard fik for kun anden gang i en ligakamp i denne sæson chancen fra start for Brentford. Men ham på banen startede danskerholdet som lyn og torden.

Brentford dominerede kampen fuldstændig med et intenst pres, og det gav hurtigt afkast.

Efter små seks minutter sendte Ethan Pinnock bolden i mål i kølvandet på et hjørnespark. Jamaicanerens skud blev rettet af, så Bernd Leno i Fulham-målet var chanceløs.

Brentford var også farlige på frispark. Først sendte Bryan Mbeumo bolden på træværket, og lidt senere gjorde Ivan Toney det samme.

Langsomt begyndte Fulham dog at få fat, og en håndfuld minutter før pausen blev der udlignet.

Denne gang var det Fulhams Andreas Pereira, der sendte bolden på stolpen på et frispark begået af Mikkel Damsgaard.

Gæsterne var dog noget mere heldige med returbolden, end Brentford havde været. Den røg direkte ud til Manor Solomon, der nemt kunne heade den i et tomt mål til 1-1.

Anden halvleg var kun fem minutter gammel, da det blev 2-1 til Brentford. Christian Nørgaard fik et spark over foden i feltet, og så var der straffespark. Det sendte Ivan Toney sikkert i mål.

Brentford havde igen kontrol over kampen, og med cirka fem minutter tilbage af den ordinære spilletid slog Mathias Jensen så til.

Tæt på mål prikkede danskeren bolden forbi Bernd Leno til 3-1. Scoringen så i første omgang ud til blot at pynte på resultatet for Brentford, men det endte altså med at blive afgørende efter Carlos Vinicius' reducering dybt inde i tillægstiden.

Kampstatistikker
KampstatistikkerOpta by Stats Perform