Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Udskældt PGA-chef trækker sig midlertidigt med helbredsproblemer

Ritzau/Reuters
Jay Monahan er midlertidigt væk fra posten som chef for PGA-Tour.
Jay Monahan er midlertidigt væk fra posten som chef for PGA-Tour.Profimedia
Midt i en kaotisk golfverden, hvor de to forhenværende ærkefjender PGA Tour og LIV Golf har indgået et omstridt samarbejde, trækker den udskældte chef for førstnævnte, Jay Monahan, sig nu midlertidigt fra posten.

Det oplyser PGA Tour i en pressemeddelelse.

Jay Monahan, der i den sidste uge har måttet lægge øre til kritik fra flere sider for ægteskabet med den saudiarabisk finansierede LIV Golf-tour, har haft en "sundhedsmæssig situation" at tage sig af, lyder det.

"Bestyrelsen støtter fuldt ud Jay, og vi takker alle for at respektere hans privatliv," står der.

Pressemeddelelsen er underskrevet af PGA Tours præsident, Tyler Dennis, og vicedirektør Ron Price, som i Jay Monahans fravær vil lede golftouren.

Den 53-årige golfchef er midt i den formentlig mest tumultariske periode i sin tid som chef for den store golftour.

Monahan har været udtalt kritiker af LIV Golf-tour, siden den saudiarabisk støttede golfturnering så dagens lys for første gang.

LIV Golf er finansieret af den saudiarabiske investeringsfond Public Investment Fund (PIF). Touren får kritik for at være Saudi-Arabiens forsøg på at købe sig til et bedre omdømme gennem international sport - såkaldt "sportswashing".

PGA besluttede sig sidste år for midlertidigt at udelukke spillere, som begyndte at spille på LIV Golf-touren. Monahan har gentagne gange kritiseret touren.

Men tirsdag i sidste uge kom det pludselig frem, at PGA Tour og LIV Golf havde indgået et samarbejde. Samarbejdet inkluderer også DP World Tour og betyder blandt andet, at LIV Golf-spillere fra næste år kan vende tilbage til PGA Tour.

Aftalen kom for mange spillere ud af det blå, og så sent som tirsdag aften udtalte den spanske golfstjerne Jon Rahm kritik af PGA-ledelsen.

"Man vil jo gerne have tiltro til ledelsen, og jeg vil gerne tro på, at det her er den bedste mulighed for os alle sammen, men det er bare klart, at dét ikke er konsensus," sagde han inden ugens turnering i Los Angeles i USA.

"Jeg tror, den generelle stemning er, at der er en masse, som føler sig forrådte af ledelsen."

Det står umiddelbart ikke klart, hvornår Jay Monahan planlægger at vende tilbage som tourchef.

"Vi vil give yderligere opdateringer, når det er passende," skriver PGA Tour i pressemeddelelsen.