Selvtillidsfyldt Carlos Alcaraz frygter ikke Djokovic inden finale

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Selvtillidsfyldt Carlos Alcaraz frygter ikke Djokovic inden finale

Der venter en stor finale mellem Carlos Alcaraz og Novak Djokovic søndag.
Der venter en stor finale mellem Carlos Alcaraz og Novak Djokovic søndag.SEBASTIEN BOZON/AFP
Verdensranglistens nummer et og to kommer til at stå overfor hinanden, når herrefinalen ved Wimbledon søndag løber af stablen.

Carlos Alcaraz og Novak Djokovic skal kæmpe om trofæet efter at have vundet hver deres semifinale fredag.

Førstnævnte indløste finalebilletten med en overlegen præstation mod verdensranglistens nummer tre, Daniil Medvedev, og Alcaraz frygter ikke mødet med Djokovic, der jagter sin ottende Wimbledon-titel - og den femte i træk - samt den 24. grand slam-titel i alt.

"Jeg tror på, jeg kan slå ham her," lød det fra Alcaraz i vinderinterviewet efter semifinalen.

"Alle ved, hvor stor en legende, han er. Han kommer til at være virkelig svær at spille imod. Jeg vil kæmpe. Jeg vil tro på mig selv."

Alcaraz har en enkelt grand slam-titel på cv'et efter sin triumf i US Open sidste år og har aldrig før været i finalen i Wimbledon.

Djokovic skal søndag spille sin niende finale på græsset i London og den 35. i alt i grand slam-sammenhæng. Det serbiske tennisikon har ikke tabt på Centre Court i ti år, men det skræmmer ikke Alcaraz.

"Det bliver specielt at spille mod Novak. Der er ikke tid til at være bange, der er ikke tid til at være træt," siger spanieren.

Carlos Alcaraz og Novak Djokovic har mødt hinanden to gange før med en sejr til hver til følge. Djokovic har lige nu håneretten efter at have slået Alcaraz i semifinalen i French Open i starten af juni.

Ud over Wimbledon-trofæet, æren og en præmiecheck på 20 millioner kroner vil vinderen af søndagens finale også få pladsen som nummer et på verdensranglisten, når den opdateres mandag.

Den sidder Alcaraz altså i forvejen på.