Tauson vil tage hygge og sjov med til store turneringer: "Jeg må kigge lidt indad"
Clara Tauson har gang i en fremragende stime som repræsentant for det danske tennislandshold, og fredag toppede hun med karrierens på papiret største sejr.
6-4, 6-4 slog hun verdens nummer seks, Maria Sakkari, og det sikrede Danmark en 2-1-sejr over Grækenland ved Billie Jean King Cup i Portugal.
21-årige Tauson nyder holdformatet og håber, at hun kan føre formen videre til dagligdagen på WTA Touren.
"Presset er ikke det samme fra min egen side, når der ikke er point eller penge på spil. Vi hygger os, og det er dejligt selskab, jeg er i, og det vil jeg prøve at tage med mig videre til mine næste mange turneringer," siger Tauson.
Hun mener, det vil få det bedste frem i hende, hvis hun kan løsne lidt mere op.
"Jeg skal prøve at hygge mig rigtig meget og have det sjovt. Det er ikke så tit, vi får lov at have en træner på banen, som sidder og coacher hele tiden, og det nyder jeg."
"Jeg griner lidt, og det er ikke så seriøst hele tiden, som når jeg spiller for mig selv. Derfor holder jeg også lidt bedre mentalt i de her kampe, end jeg normalt ville gøre. Det er både anderledes og dejligt at få det miks."
"Jeg må kigge lidt indad og føre nogle af de ting, vi gør her, med videre," siger Tauson.
Lørdag møder Tauson og Danmark Letland i en afgørende kamp om en plads i Billie Jean King Cup Playoffs til efteråret.