Inden Tauson-møde: Azarenka kæmper for at finde niveau efter familieproblemer

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Inden Tauson-møde: Azarenka kæmper for at finde niveau efter familieproblemer

Opdateret
Clara Tauson skal forsøge at tvinge Victoria Azarenka væk fra baglinjen.
Clara Tauson skal forsøge at tvinge Victoria Azarenka væk fra baglinjen.DAVID GRAY/AFP
Victoria Azarenka har ikke haft det nemt i de seneste år, hvor det nogle gange har været hendes liv uden for banen, der har fået mere opmærksomhed end spillet på banen.

Clara Tauson klarede sig uden de store problemer videre fra første runde af årets første Grand Slam, da hun tirsdag nat/morgen slog belgiske Greet Minnen med cifrene 7-5, 7-5. 

Torsdag morgen dansk tid skal hun dog på en noget anden opgave, når hun skal møde den tidligere verdensetter Victoria Azarenka.

Den 34-årige belarusser ligger i dag nummer 22 i verden, mens Clara Tauson ligger nummer 96, så favoritværdigheden ligger bestemt hos den rutinerede spiller fra Minsk.

I vælten for lidt af hvert

Victoria Azarenka har flere gange formået at skabe overskrifter, som ikke kun omhandler hendes spil på banen. Ved sidste års Australian Open blev den tidligere dobbelte vinder af turneringen bedt om at skifte trøje. Det gjorde hun, fordi hun var iført en fodboldtrøje fra den franske klub Paris Saint-Germain.

Efterfølgende fortalte Azarenka, at hun gjorde det, fordi hendes søn er stor PSG-fan og drømmer om at spille for dem en dag. 

Sønnen Leo var også omdrejningspunktet, da Azarenka var væk fra tennissporten meget længe.

I 2016/2017 holdt hun et års pause, fordi hun i slutningen af 2016 havde fået ham, hvilket naturligvis gjorde, at hun dalede ned ad verdensranglisten. 

Det var dog et brud med hendes partner og en kamp om forældremyndigheden over sønnen, som først blev afgjort i 2018, der har trukket flest overskrifter og været med til at hæmme hendes karriere. 

Azarenka endte med at få forældremyndigheden, men hun har stadig ikke formået at komme tilbage til det samme høje niveau som før sin graviditet.

Flere gange har det virket til, at hun mentalt ikke er til stede i kampene. Det kunne blandt andet ses ved Miami Open 2022, da hun forlod banen, mens hun var bagud til den dengang 16-årige tjekke Linda Fruhvirtova.

Dommer, modspiller og tilskuere forstod ikke rigtig, hvorfor den belarussiske spiller gjorde det. Efterfølgende fortalte Azarenka dog følgende:

"Jeg skulle ikke være gået på banen i dag. De sidste par uger har været ekstremt stressende i mit personlige liv."

Tausons chance

Der er et stort spænd mellem Azarenkas top- og bundniveau, og det er ikke til at vide, hvilket niveau, hun finder frem, når hun natten til torsdag møder danske Tauson.

Azarenka har nemlig næsten hele pakken, når det kommer til tekniske færdigheder.

Først og fremmest server hun både præcist og hårdt, hvilket betyder, at hvis serverne kører for hende, så lægger hun enormt pres på sin modstander og bliver meget svær at bryde.

Derudover er både hendes forhånd og baghånd drabelige. Hun har flere gange vist, at hun med begge dele kan afgøre duellerne.

Azarenka er glad for at stå nede på baglinjen og slå sine hårde vinderslag, men hvis Clara Tauson kan få hende ud af sin comfort zone ved at trække hende lidt væk fra baglinjen, så kan hun uden tvivl slå belarusseren ud af kurs

Selvom belarusseren har vundet Australian Open to gange, så er det faktisk de eneste to Grand Slam-titler, som den tidligere verdensetter har på cv'et.

Hun har næsten altid befundet sig blandt de bedste i verden, men når det kommer til de store turneringer, så er det typisk, at Azarenka er for ustabil i sit spil. Udover de to titler har hun været i tre semifinaler (to i Wimbledon og en i French Open) og tre finaler i US Open. Hendes seneste Grand Slam-finale var ved US Open i 2020.

Hun har en stor tro på, at hun kan slå vindere ofte i sine dueller, men hvis det ikke fungerer, så virker det som om, at der ikke er en "plan B". Samtidig virker det også til, at hun mentalt ikke er stærk nok til at trække sig selv op ad det sorte hul, som hun til tider havner i under kampene, og det kan blive Tausons store chance.

Kampen er programsat til Kl. 11 torsdag morgen.