Katastrofe for Holger Rune: Trynes ud af Australian Open af fransk wildcard
Danske Holger Rune blev torsdag middag den første top-10-seedede spiller til at ryge ud ved årets første Grand Slam, Australian Open. Det gjorde han mod det upåagtede 21-årige franske wildcard, Arthur Cazaux, efter nederlag i fire sæt med cifrene 7-6 (7-4), 6-4, 4-6, 6-3 i franskmandens favør.
Allerede i første sæt var der indikationer på problemer for Rune, der aldrig kom i nærheden af at bryde en suverænt servende Cazaux, der vandt 21 point ud af sine 24 førsteserver og leverede seks servees. Samtidig lavede danskeren utrolige 14 uprovokerede fejl, dobbelt så mange som franskmanden.
Begge formåede dog at holde sine servepartier, og derfor gik første sæt i tiebreak. Det var blot franskmandens femte ATP-tiebreak i karrieren, og alle fire var blevet tabt, men denne gang var franskmanden suveræn overfor den danske storfavorit og sejrede 7-4.
Andet sæt var anderledes værre for Rune, der lagde ud med at tabe sin serv, og dermed var vejen banet for franskmanden til at sejre i sættet med 6-4, selvom danskerens modstander skulle bruge tre sætbolde til at afgøre sættet til egen fordel.
Godt nok fik danskeren en anelse oprejsning i tredje sæt, da han efter lidt over to timers spil forsøgte at brøle sig ind i kampen igen ved stillingen 2-2, da danskerens modstander sendte en baghånd ud i grøften. I sidste ende fik Rune brudt franskmanden og tog sættet.
Men sejren i tredje sæt blev fulgt direkte op af et skidt serveparti i starten af fjerde sæt, hvor Rune tabte sin serv og dermed straks gav Cazaux et vigtigt brud. Det formåede Rune aldrig at rette op på, og så kunne Cazaux tage karrierens hidtil største sejr, sin første mod en top-10-spiller.
Dermed er Holger Rune færdig allerede ved anden runde af årets Australian Open. Dermed formår danskeren for anden Grand Slam i streg ikke at spille sig videre til de afgørende runder, efter han ved US Open i 2023 røg ud allerede i første runde.
Cazaux er til gengæld klar til tredje runde ved en Grand Slam for første gang i karrieren, efter han tre gange tidligere har nået første runde, to gange ved French Open og en enkelt gang ved US Open. Franskmanden kom til Australian Open ovenpå en Challenger-sejr Nouméa på Ny Kaledonien. I tredje runde møder han hollandske Tallon Griekspoor.