Få sportsgrene giver som cykelsporten så klart et indtryk af et øjeblikkeligt styrkeforhold mellem atleter. Der kan ganske vist være taktiske bånd bestemt af sportsdirektøren, der udelukker enkelte ryttere fra til fulde at udnytte stigende formkurver, der kan være forbigående forkølelser, der griber forstyrrende ind i ellers lovende resultat-stimer eller kæder, der hopper af på de mest ugunstige tidspunkter( som f.eks da Andy Schleck i 2010 var ved at skabe hul til Alberto Contador på Port de Balès i Tour de France).
Men cykelsporten lider ikke under uforståelige VAR-afgørelser, der kan være altafgørende for hvem der sikrer sig momentum, den er ikke nødvendigvis gidsel af vejrmæssige betingelser og i det hele taget kendetegnes cykelsporten ved næsten altid at finde den rigtige vinder.
Det gjorde den også, da der i den forgangne uge blev kørt Paris-Nice. Paris-Nice har pr. tradition været lidt overskygget af Tirreno-Adriatico, der køres på samme tid, men i år var der ganske usædvanligt enormt fokus omkring det franske cykelløb, eftersom det bød på den eneste konfrontation mellem Pogacar og Jonas Vingegaard, før de mødes i Touren igen.
På forhånd var der tvivl om Jumbo-Vismas styrke i holdtidskørslen og om Vingegaards lovende præstation i O Gran Camiño ville kunne rokke ved den dominans, som Pogacar normalt har på dette tidspunkt af året, og som han også havde sidste år i Tirreno-Adriatico.
Den tvivl blev hurtigt gjort til skamme. Vingegaard var på dette tidspunkt af sæsonen ikke i stand til at true sloveneren, der var en klasse over alle andre. Det var der som sagt ikke rigtigt noget overraskende i, og det er ikke noget, der bør give danskeren søvnløse nætter i kølvandet på Paris-Nice. Men det var dog bekymrende, at franskmanden David Gaudu kunne kile sig ind mellem Pogacar og Vingegaard.
Franskmanden, der blev nr. 4 i Tour de France sidste år, efterlod et ganske positivt indtryk og var en helt anden udgave end den cykelrytter, der fik foråret sidste år ødelagt af sygdom.
Slaget blev tabt for Vingegaard i Paris-Nice, men der er masser af tid til at vinde et nyt. Der er ingen tvivl om, at Pogacar efter sit nederlag i Tour de France viser den samme sult, som den altædende ”kannibal” Eddy Merckx viste i sine stormagtssdage.
Alarmlamperne bør absolut ikke lyse, rent faktisk kan det være en fordel for den sky Jonas Vingegaard, at Pogacar nu momentant har generobret pole position i deres indbyrdes rivalisering. Favoritrollen er generelt en, som danske atleter har haft det skidt med. Dansk idræt har opnået nogle af sine største resultater, når man kom fra baghjul, præcis, som Jonas Vingegaard gjorde sidste år i Touren.
Danskeren holdt en yderst lav profil efter Tour de France og manden fra Glyngøre vil helst bevæge sig i skyggerne langt væk fra mediernes overskrifter. Det lader sig af gode grunde ikke gøre, når man har vundet Tour de France, men når skuffelsen over at have set sig overtrumfet i Paris-Nice er fordampet, så vil Vingegaard formentlig glæde sig over, at hele cirkusset omkring Pogacar-Vingegaard duellen for en stund er forstummet.
Vingegaards største bekymring bør dog være den manglende opbakning fra Primoz Roglic, der viste sig aldeles suveræn i Tirreno-Adriatico. Jumbo-Visma har i år besluttet, at Roglic skal være kaptajn for holdet i Giro d’Italia, hvilket på papiret giver mening, men som kan vise sig dyrt for Vingegaard, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at genvinde det franske etapeløb.
Roglic var nemlig lige præcis den brik, der fik puslespillet til at gå op sidste år, hvor det på 11. etape i den grad lykkedes at isolere Pogacar fra hans hold, hvorefter Roglic og Vingegaard på skift kunne angribe ham, så han til sidst knækkede på Col du Glanon, hvilket lagde grunden til Vingegaards fantastiske samlede sejr.
Den samme strategi skal følges, hvis Vingegaard skal gøre sig forhåbninger om en ny sejr, men trods masser af store navne omkring sig, kan man godt tvivle på, om Vingegaard alligevel har nok ”firepower” på holdet til at få skrællet alle lagene af Pogacars forsvar.
Specielt Wout van Aert er et lokomotiv af den anden verden, som Vingegaard burde kunne nyde godt af, men selv om han klokkeklart vil være i en rolle som hjælperytter i Tour de France, kan man godt på visse tidspunkter mistænke belgieren for at være mest interesseret i at mele sin egen kage. Men alt det er foreløbig spekulation.
Ind til videre er det ikke en dansk – men en fransk - guldfugl, der er førsteudfordrer til Pogacars dominans, men det vil forhåbentlig ændre sig i juli, når feltet stiller til start i Bilbao. Vive la Tour!
