Millionunderskud fører til besparelser i AaB: Stor stigning i omkostninger

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Millionunderskud fører til besparelser i AaB: Stor stigning i omkostninger

En nedrykning vil selvsagt ændre AaBs økonomiske tilstand endnu mere negativt.
En nedrykning vil selvsagt ændre AaBs økonomiske tilstand endnu mere negativt.Aabsport.dk
Superligaklubben AaB kommer ud af 2022 med et underskud på 15,8 millioner kroner og lever dermed op til de udmeldte forventninger.

Det oplyser klubben i sit årsregnskab.

"Resultatet for 2022 er ganske vist i overensstemmelse med vores udmeldte forventninger, men det er naturligvis ikke et resultat, vi er tilfredse med," siger AaB-direktør Thomas Bælum.

"Det er dyrt at være med i Superligaen, og når vi samtidig kæmper med tingene sportsligt, så bliver de økonomiske resultater desværre derefter."

Underskuddet på over 15 millioner kroner skyldes blandt andet, at omkostningerne i selskabet bag fodboldklubben er steget med 18,8 millioner kroner, og det konstateres i en fondsbørsmeddelelse, at den udvikling er utilfredsstillende og har medført, at der er iværksat besparelser, som man først ser effekten af i 2023.

Salg af blandt andre Mathias Ross (Galatasaray) og Andreas Hansen (FC Nordsjælland) var med til at sørge for, at AaB i 2022 lavede et overskud på transferdelen på 17 millioner kroner.

Det samlede underskud på 15,8 millioner kroner er en halv million større end i 2021. Også i 2023 forventer klubben at komme ud med et tocifret millionunderskud i niveauet 10 til 20 millioner kroner.

Det kan blive endnu værre, hvis AaB rykker ned. I regnskabsforventningerne er det en forudsætning, at januars investeringer i spillertruppen bærer frugt, og at klubben overlever i Superligaen, samt at den atter generer et overskud på transferfronten.

AaB har otte point op til AC Horsens, der ligger på den rigtige side af nedrykningsstregen. Der resterer 13 spillerunder.