Midt i krisetider giver tidligere sportslig succes Liverpool rekordindtægt
Det blev ikke til den såkaldte quadruple - fire trofæer i samme sæson - som mange Liverpool-fans i 2022 håbede på. Men sæsonen 2021/22 bød alligevel på en nævneværdig milepæl for den engelske fodboldklub. Liverpool formåede nemlig at løfte sin omsætning til det højeste niveau nogensinde.
Det skriver klubben tirsdag i en pressemeddelelse om sit regnskab.
Omsætningen for regnskabsåret, der dækker sæsonen 2021/22, endte på 594 millioner britiske pund.
Det svarer til omtrent fem milliarder kroner.
Det er 107 millioner britiske pund mere end den forrige sæson, som dog var negativt påvirket af coronapandemiens udfordringer.
Væksten skyldes primært, at Liverpool ved at have kvalificeret sig til tre finaler spillede samtlige kampe muligt i sæsonen. Det blev til 63 kampe.
To af finalerne endte med sejr - Liga Cuppen og FA Cuppen - mens Champions League-finalen bød på et nederlag til Real Madrid.
Klubben endte på andenpladsen i Premier League ét point bag Manchester City.