Det eneste, Peter Sagan aldrig har været, er anonym.

Alligevel er det sådan, han er endt. I anonymiteten et sted langt tilbage i feltet, hvor tv-kameraerne sjældent forvilder sig hen. På en stor karrieres sidste æresrunde.

"Han har været med til at højne interessen for cykelsporten og har betydet enormt meget. Men det er også vildt at tænke på, hvor hurtigt det kan gå den anden vej," siger Christopher Juul-Jensen, der tilbage i 2015 var holdkammerat med Sagan på Tinkoff-Saxo.

"At gå fra at være en rytter, der kunne vinde alle slags løb og blev verdensmester tre gange i træk til at nu være én ligesom mange af os andre, der bare prøver at følge med, det er ret specielt."

121 sejre står der på Sagans cv. Tre VM-titler, 12 Tour de France-etaper. Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Syv gange vinder af Tourens pointkonkurrence.

Men listen er ikke blevet udbygget siden juni sidste år. Dengang vandt han det slovakiske mesterskab for ottende gang. Heller ikke det lykkedes i år.

I januar annoncerede han, at hans tid som toprytter stopper efter denne sæson. Han er kun 33, men karrieren har været på retur i flere år.

"Kroppen har en tank benzin, og hvis du begynder at bruge af den tidligt, løber den også tidligt tør. Det kommer vi til at se meget mere i de kommende år," spår Trek-sportsdirektør Kim Andersen.

Og Sagan begyndte tidligt at bruge af sit brændstof. Han kom buldrende ind på scenen og havde allerede som 21-årig taget 20 professionelle sejre.

Et geni, der tilsyneladende kunne styre cyklen ud af alle problemer. Og som vakte lige dele beundring og hovedrysten, når han angreb fra positioner, der gik stik imod teksten i sportens traditionelle drejebog.

Med ham fik cyklingen en modpol til Chris Froomes og Sky-holdets beregnende, økonomiske kørsel. Og en ny generation af superryttere som Wout van Aert og Mathieu van der Poel fik en type at forme sig efter.

"Han kørte, ligesom de bedste kører i dag. Han gjorde det bare for ti år siden," siger Kim Andersen.

Så stor var han på toppen af sin karriere, at hans daværende hold, Bora, fragtede ham rundt i Tour de France i hans egen minibus.

På den måde slap resten af holdet for at vente hele og halve timer, fordi Sagan blev forsinket af al postyret omkring sin person eller igen-igen skulle hyldes på podiet.

Det skulle han stort set hver dag, fordi han i en lang årrække havde patent på den grønne pointtrøje.

Han debuterede i det franske etapeløb i 2012, men skulle helt hen til sin ottende deltagelse - i 2019 - før han for første gang optrådte i sit holds officielle trøje.

Indtil da havde han kørt i den slovakiske mesterskabstrøje, i regnbuetrikoten, der er det synlige tegn på VM-triumferne, den gule førertrøje og mest af alt i den grønne pointtrøje.

"Han har både været elsket og hadet, men man deler jo tit vandene, hvis man skiller sig lidt ud," siger Michael Mørkøv, en anden af Sagans tidligere holdkammerater.

"Han har ændret sig en del gennem årene, men han har altid været en gave til cykelsporten, fordi han har givet meget af sig selv og været andet end bare en cykelrytter, der vandt mange løb," siger Mørkøv.

Det er det medfødte talent, den spektakulære kørestil, udstrålingen og den tilbagelænede attitude, der har givet Sagan ryet som cykelsportens rockstjerne.

Ikke fordi han har markeret sig med kontroversielle udtalelser eller generelt har haft mange interessante ting på hjerte.

Men han har omfavnet showet og plejet sit bad boy-image. Den betingede fængselsdom han lige før Tour-starten fik for spirituskørsel på en scooter, havde han dog gerne været foruden.

På søndag slutter hans Tour de France-karriere som del af TotalEnergies, et af løbets mindste hold. Det er hans 12. deltagelse. Han siger selv, at han kun nød det de første to gange.

"Dengang var det stadig noget nyt, og jeg lavede store resultater. Når man oplever det flere gange, finder man ud af, det bare medfører stress," har han sagt til Het Nieuwsblad.

Benene og motivationen er ikke, hvad de har været, og han slutter som en skygge af sig selv.

"Han er et eksempel på en rytter, der burde være stoppet tidligere, for alle vil jo gerne stoppe på toppen," siger Kim Andersen.

"Men han har været et ikon for cykelsporten og selv om han ikke har været en klassementrytter, er han alligevel blevet så kendt og populær. Det har været helt vildt at opleve," siger den erfarne sportsdirektør.