Kasper Hjulmand håber på mere arbejdsro for det danske landshold under VM-slutrunden

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kasper Hjulmand håber på mere arbejdsro for det danske landshold under VM-slutrunden

Kasper Hjulmand til onsdagens pressemøde.
Kasper Hjulmand til onsdagens pressemøde.Profimedia
Det har ikke udelukket handlet om fodbold for det danske landshold indtil videre ved VM. Blandt andet har en træningstrøje og et anførerbind taget meget opmærksomhed. Nu håber Kasper Hjulmand dog på, at der kommer mere fokus på fodbold.

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand vil i højere grad koncentrere sine tanker om det sportslige fokus ved VM i Qatar.

Landstræneren har den seneste uge besvaret mange ikke-fodboldrelaterede spørgsmål omhandlende blandt andet menneskerettighedskrænkelser i VM-værtslandet og Danmarks ønske om at spille med One Love-anførerbindet.

Den slags spørgsmål vil han muligvis afstå fra at besvare i de kommende uger.

"Jeg har forsøgt at være åben og svare på alle spørgsmål, der er kommet. Det har jeg ikke fortrudt, og der skal ikke være nogen tvivl om, at det ikke har påvirket mit fokus og mit arbejde."

"Herfra vil jeg sige, at jeg er her for at være landstræner. Jeg er her for holdet, og min opgave er at være fodboldtræner."

"Efter dagens pressemøde står det forhåbentlig klart for alle, at vi har nogle repræsentanter, som tager sig af den del", siger Hjulmand med henvisning til DBU-bosserne Jesper Møller (formand), Jakob Jensen (administrerende direktør) og Peter Møller (fodbolddirektør).

På den anden side af VM er Hjulmand klar til at åbne yderligere op om sine tanker omkring den omdiskuterede VM-slutrunde.

"Vi har nogle fede kampe foran os, og det er min og spillernes opgave at fokusere på dem."

"Når vi kommer hjem engang, er jeg til rådighed igen. Der kan der komme flere svar fra min side. Fra nu af og resten af tiden (ved VM, red.) vil I nok høre mig sige, at jeg gerne vil have fodboldspørgsmål", siger Hjulmand.

Efter tirsdagens VM-premiere mod Tunesien sagde Kasper Hjulmand, at han var påvirket af alle VM-debatterne, når han ikke var i gang med sit arbejde som landstræner. Det budskab gentog han onsdag.

Anfører Simon Kjær gentager også det budskab, han allerede tirsdag turnerede med efter VM-premieren: Spillerne har efter hans opfattelse ikke været sportsligt påvirket af de mange ikke-fodboldrelaterede spørgsmål.

"Det har været til stor gavn, at det har været en dialog, vi har haft på holdet i lang tid. Vi føler, at vi kan skille tingene ad, men i sidste ende ved vi jo ikke, om det har fyldt noget for den enkelte. Men det er ikke noget, vi kommer til at bruge som undskyldning."

"Det er ikke noget, vi tænker over på træningsbanen, men det er noget, vi snakker om og bruger energi på. Men ikke når vi er inden for kridtstregerne", siger Simon Kjær.