Virkeligheden overhalede store vestjyske håndboldambitioner: En ærgerlig situation

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Virkeligheden overhalede store vestjyske håndboldambitioner: En ærgerlig situation

Lemvig-Thyborøn er formentlig snart fortid i den bedste danske række, i hvert fald for en stund.
Lemvig-Thyborøn er formentlig snart fortid i den bedste danske række, i hvert fald for en stund.Profimedia
Ambitionerne var høje i marts 2022.

Lemvig-Thyborøn varslede, at klubben ville løfte sit spillerbudget og på den måde sikre sig en position blandt ligaens otte bedste senest i 2025/26-sæsonen.

To år senere må klubben se i øjnene, at den plan har lidt et betragteligt knæk. Godt nok er spillerbudgettet løftet, men når den kommende runde i herrernes liga er overstået, kan klubbens liv i ligaen være slut.

"Det er en ærgerlig situation, og vi er ikke stolte af det. Vi må bare sige, at ligaen bliver bedre og bedre hvert år. Lige pludselig gik det stærkt, og lige nu er ambitionen om top-8 sparket til hjørne," siger bestyrelsesformand Tommy Bomholdt Gay.

"Vi har øget spillerbudgettet, men der er flere hold omkring os, der ruster op. Vi kan også se i toppen af 1. division, at der er klubber med større spillerbudget end os. Den danske liga er på vej opad, så det gør noget. Og det er fantastisk, men for os har det været svært at følge med," siger han.

På sidstepladsen har Lemvig-Thyborøn med tre runder igen tre point op til KIF Kolding og Nordsjælland Håndbold. Klubben møder i weekenden storholdet GOG, inden KIF og Aalborg Håndbold venter i de to sidste runder.

Dermed skal der ske flere overraskelser, hvis Lemvig-Thyborøn skal overleve.

"Vi er ydmyge og forholder os til situationen, men hvis vi rykker ned, så er der kun én agenda, og det er at komme hurtigt op igen. Vi kører ufortrødent videre med vores strategi og budget," siger Tommy Bomholdt Gay.

Hvis budgettet skal holde, så skal der andre boller på suppen end i sidste sæson. Efter mange år med sorte tal på bundlinjen, endte det med røde tal. Det gjorde ondt på stoltheden i det vestjyske.

"Vi havde sat vores administrative omkostninger for højt, i forhold til hvad vi kunne drive ind. Men vi har styr på omkostningerne igen. Vi har gennem rigtig mange år gerne villet vise, at vi kan køre en ansvarlig drift, og vi er sikre på, at vi nok skal ramme sorte tal igen i den her sæson," siger formanden.

Han forsikrer desuden, at der er opbakning fra sponsorerne til at køre videre med det øgede spillerbudget i 1. division, hvis det ender med nedrykning.

"Vi vil gerne beholde de spillere, vi har. Vi har ligaens topscorer (Jeppe Gade, red.), så det er vigtigt, at vi har noget at tilbyde ham og de andre."

"Ambitionen er, at vi ikke skal skære i spillerbudgettet. Vi ved godt, at nogle indtægter fra blandt andet tv falder, men vi ved samtidig, at vi har nogle sponsoraftaler, der bliver løftet," siger han.

Ender det med nedrykning, rykker bestyrelsen omgående i strategimøde, og nedrykning kommer ikke til at slå klubben ud.

"Vi er ydmyge og mener stadig, at det er fantastisk, at vi har været i ligaen i seks sæsoner i træk," siger Tommy Bomholdt Gay.

Lemvig-Thyborøn møder GOG søndag eftermiddag.