Første kvartfinalehold: Spanien banker Schweiz ud af VM trods bizart selvmål

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Første kvartfinalehold: Spanien banker Schweiz ud af VM trods bizart selvmål

Aitana Bonmatí, til højre, var flyvende i Spaniens sejr over Schweiz.
Aitana Bonmatí, til højre, var flyvende i Spaniens sejr over Schweiz.Saeed Khan/AFP
Spaniens fodboldkvinder er som det første hold kvartfinaleklar ved VM i Australien og New Zealand.

Lørdag formiddag dansk tid var spanierne overlegne og vandt ottendedelsfinalen over Schweiz med 5-1 i Auckland.

Allerede ved pausen var al spænding fjernet, for de altdominerende spaniere førte med 4-1.

Mest bemærkelsesværdigt var det, at Schweiz overhovedet havde scoret, for alpelandet stod ikke noteret for en eneste afslutning i første halvleg.

Schweizernes mål var nemlig et yderst mærkværdigt selvmål til 1-1 efter ti minutters spil. Fra midten af banen lavede Laia Codina en alt for hård og upræcis tilbagelægning, som gik direkte ned i eget net.

Forinden havde Aitana Bonmatí sendt Spanien i front med en klog venstrebensafslutning.

Schweiz havde ekstremt svært ved at håndtere Aitana Bonmatí i lørdagens opgør.
Schweiz havde ekstremt svært ved at håndtere Aitana Bonmatí i lørdagens opgør.Saeed Khan/AFP & Opta by Statsperform

Schweiz kom igennem det indledende gruppespil uden at indkassere mål, men holdets defensiv var overmatchet mod Spanien.

Kort efter den komiske udligning på selvmål tog Spanien igen føringen, da Alba Redondo kom forrest på bolden tæt under mål.

Inden pausen øgede Aitana Bonmatí og Laia Codina til 3-1 og 4-1, og i begge tilfælde var forsvarsspillet alt andet end overbevisende.

Lussingen kunne sagtens være blevet meget større i en kamp, hvor Spanien vandt skudstatistikken 25-2. Spanierne scorede blot en enkelt gang i anden halvleg, da Jennifer Hermoso udnyttede en friløber.

I kvartfinalen skal Spanien enten møde Holland eller Sydafrika. Det bliver afgjort søndag.