Harder slap for VM-jetlag med skærpet kaffeindtag

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Harder slap for VM-jetlag med skærpet kaffeindtag

Harder under sidste træning inden afgangen til Down Under.
Harder under sidste træning inden afgangen til Down Under.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ifølge videnskaben kan menneskets indre ur kun flytte sig en time i døgnet.

Derfor ville det på papiret tage en lille uges tid for de danske landsholdsspillere at vende sig 100 procent til tidsforskellen til det vestlige Australien, hvor de lørdag tager hul på VM-slutrunden.

Jetlag lader dog ikke til at have givet store problemer for holdet, der er godt på plads i Perth, der er seks timer foran Danmark.

"Jeg synes egentlig, at det har fungeret fint. Det er klart, at vi tog det lidt mere stille og roligt de første par dage. Og det var lidt sværere at falde i søvn om aftenen, men derefter synes jeg, at det er gået ret enkelt," fortæller Pernille Harder på landsholdets hotel.

Spillerne ankom til Perth i sidste uge. Tidsforskellen har været et opmærksomhedspunkt for holdet før lørdagens VM-åbner mod Kina.

" Jeg har prøvet at følge nogle råd. Man skal prøve så hurtigt som muligt at komme ind i australsk tid allerede på flyveturen," fortæller landsholdsspilleren.

Og så har hun lagt restriktioner på sit kaffeindtag.

" Lad være med at drikke kaffe om eftermiddagen de første par dage, siger Harder," og forklarer, at hun helst skulle være træt om aftenen for at vende sin døgnrytme.

Holdet rejste fra Danmark 10. juli og har dermed haft god tid på australsk jord. Her har danskerne trænet og forberedt sig på et møde med et disciplineret kinesisk hold.

"Og så har vi haft to fridage, hvor vi har været ude og tænke på noget andet og se lidt af Australien," siger Pernille Harder.

Blandt andet har hun udforsket Perths kulinariske scene, mens andre spillere har været forbi et dyrereservat i kængurulandet.

"Det er vigtigt, at man kan koble af og komme væk fra alle de tanker og følelser, der hører med til en VM-slutrunde. Specielt nu her, mens vi egentlig bare venter på, at turneringen skal gå i gang," siger Pernille Harder.

Australien deler sammen med New Zealand værtskabet for turneringen.