Brøndby på førsteplads i Superligaen efter højdramatisk sejr over FC Midtjylland

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Brøndby på førsteplads i Superligaen efter højdramatisk sejr over FC Midtjylland

Opdateret
Der var optræk til skærmydsler flere gange i løbet af en sand topkamp.
Der var optræk til skærmydsler flere gange i løbet af en sand topkamp.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Brøndby er tilbage på førstepladsen, efter de søndag aften på hjemmebane slog FC Midtjylland med 1-0 i en højdramatisk affære.

Ohi Omoijuanfo blev matchvinder for Brøndby mod slutningen af første halvleg, trods undertal til de blå-gule.

Spillerbedømmelser
SpillerbedømmelserFlashscore

Kampen bød blandt meget andet på et rødt kort til Brøndbys Henrik Heggheim, et brændt, efterfølgende straffe af Cho Gue-Sung og en annulleret scoring til FC Midtjylland i anden halvleg.

Med sejren er Brøndby ny mand på førstepladsen, et point foran netop midtjyderne og FC København, der tidligere på dagen slog Silkeborg klart. 

Kampstatistik
KampstatistikFlashscore

Kampens helt store spiller var Brøndby-målmanden Patrick Pentz, der udover at redde et straffespark havde en lang række store redninger.

Kampens præmisser blev ændret allerede efter 16 minutter. Brøndby havde ellers siddet på kampen og haft en kæmpe chance til Yuito Suzuki, da FCM slog kontra med en friløber fra midten til norske Ola Brynhildsen.

Brøndbys Henrik Heggheim, der vikarierede grundet skader i forsvaret, forsøgte at nå tilbage, men løb klodset sin landsmand ned. Rødt kort og straffespark til midtjyderne.

Netop hjemvendt fra Asian Cup sparkede sydkoreaneren Cho Gue-Sung. Han var sikker i disciplinen i efterårssæsonen, men denne gang blev hans forsøg reddet helt nede ved stolpen af Patrick Pentz.

Nede med en mand kæmpede Brøndby videre, men holdet gjorde det ikke nemmere for sig selv ved at begå den ene sløsede opspilsfejl efter den anden.

Gang på gang gav det FCM kontraer i overtal, og det var et mysterie, at udeholdet ikke udnyttede det til at lukke kampen. Pentz holdt Brøndby inde i kampen i første halvleg.

Og i stedet kom Brøndby i front i tillægstiden. Efter endnu en afbrænder af Suzuki endte bolden hos Ohi Omoijuanfo, der scorede fra klos hold.

Kort efter pausen var det endda tæt på 2-0. Nicolai Vallys fandt Suzuki med en sublim aflevering i dybden, men da japaneren skulle til at afslutte på sin friløber, stjal Daniel Wass chancen. Han brændte og stod i øvrigt offside.

Men ellers var det FCM, der efterhånden dominerede og pressede Brøndby langt tilbage. Midtvejs i anden halvleg fandt Adam Gabriel vej til målhjørnet, men efter et længere check fandt VAR-vognen en marginal offside i opspillet.

Ti minutter før tid stod overliggeren så i vejen for FCM, da Aral Simsir forsøgte sig fra kanten af feltet.

Nærmere kom udeholdet ikke, og så kunne Brøndby juble over en bemærkelsesværdig sejr i forårspremieren.