Tidligere FCK-træner bliver afløst af østriger i Crystal Palace
76-årige Roy Hodgson er fortid som manager i Crystal Palace og bliver afløst af østrigeren Oliver Glasner, der senest var i Eintracht Frankfurt.
Det skriver Premier League-klubben mandag på sin hjemmeside.
Hodgson måtte i sidste uge forbi hospitalet, efter at han blev syg under en træning, men han er ifølge klubben udskrevet og har det godt.
"Denne klub er meget speciel, betyder så meget for mig og har spillet en stor rolle i mit fodboldliv."
"Men grundet de seneste omstændigheder, har jeg forståelse for, at kan det bedst for klubben at planlægge langsigtet, og derfor har jeg taget beslutningen om at træde til side."
"Så kan klubben fremrykke sin plan om at hente en ny manager, som intentionen har været til sommer", siger Hodgson, der selv har været ungdomsspiller i Crystal Palace.
Hodgson har som manager stået i spidsen for Crystal Palace i 200 kampe i løbet af seks sæsoner.
Formand Steve Parish er fuld af lovord.
"Roy har en speciel plads i Crystal Palaces historie, og han vil aldrig blive glemt. Efter fire år, hvor han sikrede klubben overlevelse i Premier League sæson efter sæson, kom han tilbage til os for næsten et år siden for at rette skibet op, og han gjorde underværker."
"At han så sagde ja til at fortsætte i sommer, siger meget om hans engagement i vores klub. Vi skylder ganske enkelt Roy vores fortsatte Premier League-status", siger Parish.
49-årige Oliver Glasner har fået en kontrakt, der gælder til sommeren 2026, meddeler Crystal Palace samtidigt.
Han vandt i 2022 Europa League med Frankfurt og kvalificerede samme sæson klubben til Champions League, inden parterne gik hver til sit i sommer.
"Uanset set hvor Oliver har været på sin trænerrejse, har succes fulgt hurtigt efter."
"Og vi tror, hans ambitioner og spændende offensive stil er et godt match i forhold til at få det meste ud af vores talentfulde, unge trup i resten af denne sæson og fremadrettet", siger Steve Parish.
Crystal Palace gæster mandag aften Everton, og det bliver med Paddy McCarthy og Ray Lewington fra Hodgsons stab i spidsen.
London-klubben har været skidt kørende de seneste måneder med beskedne to sejre i de seneste 15 kampe, hvorfor der gennem længere tid har været meldinger om et muligt farvel til Hodgson.
Aktuelt ligger holdet nummer 16 i tabellen med fem point ned til nedrykningsstregen.