FCK kan vinde pokalen til evigt eje: "Det vidste jeg ikke, og betyder ikke noget ekstra"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCK kan vinde pokalen til evigt eje: "Det vidste jeg ikke, og betyder ikke noget ekstra"

De to trænere inden pokalfinalen.
De to trænere inden pokalfinalen.Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hvis FC København vinder pokalfinalen over AaB torsdag aften, falder der en ekstra bonus af, når københavnerne har løftet trofæet. Vinder FCK, må klubben nemlig beholde det synlige bevis til evigt eje.

Divisionsforeningens regler dikterer, at en klub må beholde pokalen, når den har prøvet at vinde den seks gange - eller fem gange i træk. Derefter skal der designes en ny landspokal.

Brøndby vandt den tidligere pokal - eller aflange sølvvase om man vil - til evigt eje i 2008, og titelregnskabet for alle klubber blev nulstillet. Siden har FCK vundet fem pokaltitler, og klubben er en enkelt triumf fra at kunne udvide pokalskabet.

Det var FCK's cheftræner, Jacob Neestrup, ikke klar over, da Ritzau spurgte ham ind til det forud for pokalfinalen mod AaB.

"Det vidste jeg ikke, men det vil betyde præcis det samme for mig at vinde pokalfinalen, uanset om vi får pokalen til ejerskab eller ej," siger Neestrup.

Selv om FCK's helt store mål i sæsonen er at vinde Superligaen, er pokaltitlen ikke bare en andenrangsturnering for københavnerne. Da Neestrup tiltrådte i efteråret, så det ud til at være FCK's eneste mulighed for en titel i denne sæson.

"Pokalen er helt sikkert en prioritet for os. Vi går benhårdt efter at blive dansk mester, men en pokalsejr trumfer alle andre placeringer i Superligaen. Det næstbedste må være at vinde pokalturneringen, og derfor har vi prioriteret den hårdt," siger FCK-træneren.

Finalemodstanderen AaB kæmper for livet i den anden ende af Superligaen. Alene de to holds placeringer er med til at understrege, at FCK er favorit til finalesejren, mener Neestrup, der dog også udtrykker stor respekt for AaB.

"Finalen er med os som favorit. Vi er i Parken, og selv om der kommer rigtig mange fans fra Aalborg, så er FC København per definition favorit. Men vi skal møde et rigtig godt hold, som har fundet melodien i de sidste seks-syv uger og har vist stor fremgang. Så AaB har åbenlyst en stor tro på sig selv, og man kan hurtigt finde seks-syv AaB-spillere med tårnhøj erfaring fra superligakampe, mesterskaber og pokalfinaler," siger FCK-træneren.

På afstand har han iagttaget en nordjysk optur, siden Oscar Hiljemark overtog cheftrænerposten fra Erik Hamrén for to måneder siden.

"Vi har brugt nul sekunder på den kamp, vi spillede mod AaB for tre måneder siden, for det er to forskellige hold. De er blevet meget bedre og spiller op til deres potentiale nu," siger Neestrup.

Pokalfinalen begynder torsdag klokken 17 i Parken.