Officielt: Xavi er færdig i Barcelona: Tidligere tysk landstræner meldes klar i kulissen

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Officielt: Xavi er færdig i Barcelona: Tidligere tysk landstræner meldes klar i kulissen

Opdateret
Endnu en kovending: Xavi er færdig i Barcelona efter søndagens kamp mod Sevilla.
Endnu en kovending: Xavi er færdig i Barcelona efter søndagens kamp mod Sevilla.Profimedia
Det har svirret med rygter i de seneste dage, men nu er det et faktum, at Xavi stopper som træner for FC Barcelona. Hansi Flick står klar til at overtage roret i den catalanske storklub, forlyder det.

Blandt andet Marca, der altid er velinformerede om det interne maskineri i FC Barcelona, samt New York Times skrev tidligere fredag eftermiddag, at Xavi er blevet overdraget nyheden på et møde med Barca-præsident Joan Laporta her til formiddag.

Det er nu bekræftet af klubben selv.

"Præsidenten, Joan Laporta, har informeret Xavi om, at han ikke vil være træner for FC Barcelona i næste sæson. Han står i spidsen for sin sidste kamp på søndag kl. 21.00 mod Sevilla. Barcelona vil gerne takke Xavi for hans arbejde som træner og ønsker ham alt held og lykke i verden," siger klubben i en udtalelse fredag.

Det var oprindeligt meningen, at det først skulle blive officielt efter Barcelonas sidste kamp i sæsonen på søndag, men efter en aftale med den tidligere Bayern München- og tyske landstræner Hansi Flick er beslutningen blevet fremskyndet.

Flick har været uden job, siden han blev fyret som tysk landstræner i september. Det bliver hans første job uden for tysk fodbold. Han har tidligere vundet "The Treble" med Bayern München i sæsonen 2019-20.

Det er ikke mere end en måned siden, at Xavi meldte ud, at han alligevel ville fuldføre sin kontrakt med klubben, der løb til 2025. Det skete efter, at Xavi tidligere på sæsonen offentliggjorde sin aftræden efter sæsonens afslutning.

Sidstnævnte scenarie er nu et faktum, efter Xavi havde gjort sig upopulær hos klubledelsen med offentlige kommentarer om Barcelonas knap så konkurrencedygtige økonomi. 

Barcelona melder yderligere, at der vil komme nyt i de følgende dage om, hvem der skal overtage tøjlerne på Camp Nou, men det bliver altså efter alt at dømme 59-årige Flick.

BLÅ BOG: Den fyrede Barcelona-træner Xavi Hernández

Her kan du blive klogere på Xavi, der fredag blev fyret som cheftræner i FC Barcelona.

* Navn: Xavier Hernández.

* Født: 25. januar 1980 (44 år).

* Fødested: Terrassa, Spanien.

* Nationalitet: Spanien.

* Trænerkarriere:

2019-2021: Cheftræner i Al-Sadd.

2021-2024: Cheftræner i FC Barcelona.

* Udvalgte meritter som træner:

Mester i Qatar i 2021.

Pokalvinder i Qatar i 2020 og 2021.

Mester i Spanien i 2023.

Vinder af den spanske Super Cup i 2023.

* Spillerkarriere:

1998-2015: 787 kampe for FC Barcelona (85 mål).

2015-2019: 98 kampe for Al-Sadd (24 mål).

* Spaniens landshold:

2000-2014: 133 kampe for Spanien (12 mål).

* Udvalgte meritter som spiller:

Otte spanske mesterskaber.

Fire Champions League-titler.

VM-guld med Spanien i 2010.

EM-guld med Spanien i 2008 og 2012.

Nummer tre i Ballon d'Or i 2009, 2010 og 2011.

Mester i Qatar i 2019.

Kilder: Transfermarkt, FC Barcelona