FC Nordsjælland tager ny sejr i Beograd over Partizans ti mand

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FC Nordsjælland tager ny sejr i Beograd over Partizans ti mand

FC Nordsjælland tager ny sejr i Beograd over Partizans ti mand
FC Nordsjælland tager ny sejr i Beograd over Partizans ti mandProfimedia
Et enkelt mål af Ibrahim Osman var nok til at give FC Nordsjælland en 1-0 sejr på udebane over Partizan Beograd i kvalifikationen til Conference League torsdag aften.

FC Nordsjælland får travlt i efteråret. Torsdag aften sørgede fodboldklubben nemlig for at kvalificere sig til Conference Leagues gruppespil efter en ny sejr over Partizan fra Beograd.

Efter den knusende 5-0-sejr i det første opgør i Farum for en uge siden var FCN mere nådig ved serberne denne torsdag. Det endte med en dansk 1-0-sejr i returopgøret.

Dermed har nordsjællænderne føjet seks kampe til efterårets program. Hvem de skal møde i gruppespillet, finder de ud af fredag, hvor der trækkes lod.

Det er første gang siden 2012/13-sæsonen, at FCN skal ud i Europa og spille gruppespil. Dengang kvalificerede klubben sig direkte til Champions League efter at have vundet danmarksmesterskabet sæsonen forinden.

Partizan var torsdag på en noget nær umulig opgave, og serberne lignede da også nogen, der helst bare ville have kampen overstået og hjem i seng.

Spillernes ratings i kampen
Spillernes ratings i kampenFlashare

FCN havde bolden rundt regnet hele tiden i første halvleg, og Partizans forsøg på at indfange læderkuglen var mildest talt halvhjertede.

Den unge FCN-dribler Ibrahim Osman forsøgte som vanligt at trylle i offensiven, og efter 25 minutter kom han afsted i en friløber.

Chancen var gigantisk, men skarpheden udeblev, og bolden havnede på den forkerte side af stolpen. Anderledes gik det efter en halv time.

FCN strikkede et flot angreb sammen, inden Jeppe Tverskov lagde bolden på tværs til Osman, som denne gang scorede stensikkert.

Både assistmager og målscorer blev pillet af banen i pausen og kunne så begynde at forberede sig til weekendens superligakamp mod lokalrivalen Lyngby Boldklub i Superligaen.

Efter pausen fik Partizan i perioder lidt bedre fat i spillet, men tilskuerne på det halvtomme stadion havde ikke særlig meget at juble over.

Derfor begyndte de at huje og juble, når værterne i ny og næ satte mere end et par afleveringer sammen.

Som halvlegen skred frem, og koncentrationen hos FCN faldt en smule, begyndte Partizan at presse lidt på for at pynte på resultatet.

Nordsjællænderne måtte hovedsageligt forsvare sig, men det serbiske overtag forsvandt, da Partizans Nemanja Nikolic fik sit andet gule kort og blev smidt ud.