Medier melder forhenværende argentinsk topspiller stukket ned: Politi og familie nægter

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Medier melder forhenværende argentinsk topspiller stukket ned: Politi og familie nægter

Ezequiel Lavezzi nåede at blive fransk mester med Paris Saint-Germain tre gange i løbet af karrieren.
Ezequiel Lavezzi nåede at blive fransk mester med Paris Saint-Germain tre gange i løbet af karrieren.Profimedia
Selvom lokale medier hurtigt kunne fortælle, at den 38-årige argentinske tidligere topspiller Ezequiel Lavezzi onsdag morgen lokal tid var blevet stukket ned af et familiemedlem, så benægter både det lokale politi og Lavezzis familie, at det skulle være tilfældet.

Ifølge flere lokale uruguayanske medier, er den forhenværende argentinske topspiller Ezequiel Lavezzi onsdag morgen lokal tid blevet stukket ned i forbindelse med en fest i den 38-åriges hjem i Arenas de José Ignacio. 

Den uruguayanske avis El Observador skrev således i første omgang, at argentineren var blevet stukket ned af et familiemedlem som følge af en uoverensstemmelse, der skulle omhandle penge. Både familien og politiet fortæller dog en anden historie. 

De første rapporter om den tidligere PSG- og Napoli-spillers tilstand fortalte ellers, at 38-årige Ezequiel Lavezzi var blevet indlagt med et brækket kraveben og et stiksår i maven. 

Politiet fra Maldonado, beliggende ved Punta del Este øst for Uruguays hovedstad Montevideo, fortæller dog ifølge den argentinske avis Clarín, at lægerne på Cantegril-hospitalet ikke på nuværende tidspunkt kan bekræfte noget stiksår. 

Kravebenet har Lavezzi dog brækket ifølge den officielle politirapport, der skriver, at en patrulje blev kaldt til den lille landsby nordøst for Punta del Este klokken 5 om morgenen lokal tid, hvor Lavezzi i forvejen modtog behandling fra en læge. 

Familien nægter samtidig, at der skulle være tale om nogen forbrydelse og forklarer i stedet ifølge Clarín, at Lavezzi faldt ned fra en stige, da han ville skifte en lyspære og i faldet ramte et møbel, der pådrog ham det brækkede kraveben og samtidig også gav ham en overfladisk skramme på maveregionen. 

Politiet undersøger dog ifølge Clarín fortsat hændelsen og understreger, at man fortsat ikke kender til skadens oprindelse, trods familiens føromtalte forklaring. Således tager politiet i øjeblikket vidneudsagn fra blandt andre viceværter og ansatte. 

Ezequiel Lavezzi indstillede i 2019 karrieren efter tre år i kinesiske Hebei China Fortune. Forinden tilbragte den vævre kantspiller størstedelen af sin karriere i først Napoli og derefter Paris Saint-Germain, hvor Lavezzi nåede at spille henholdsvis 188 og 161 kampe med 48 og 35 mål til følge.

På landsholdet blev det ligeledes til en flot karriere for 'Pocho' Lavezzi, der optrådte 51 gange for det argentinske landshold og scorede ni mål. Han var med til at vinde OL-guld i 2008, men til gengæld oplede Lavezzi også at tabe tre store finaler i streg, da Argentina led nederlag til Tyskland ved VM i 2014 og efterfølgende to gange måtte se sig slået af Chile i Copa América-finalerne i 2015 og 2016.