Patrick da Silva var med i færøsk sensation: ”Flere spillere havde tårer i øjnene”

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Patrick da Silva var med i færøsk sensation: ”Flere spillere havde tårer i øjnene”

Kæmpe færøsk jubel på kunstgræsset i Sverige.
Kæmpe færøsk jubel på kunstgræsset i Sverige.Profimedia
Den danske back Patrick Da Silva var med til at skrive historie, da færøske Klaksvik sikrede en sensationelsejr over svenske BK Häcken i Champions League-kvalifikationen onsdag. Nu skal han og resten af Klaksvik-holdet forsøge at komme endnu tættere på Champions League-gruppespillet.

”Det føltes helt uvirkeligt.”

Sådan beskriver den danske back Patrick da Silva, hvordan han havde det, efter at hans Færøske hold Klaksvik sensationelt gik videre i Champions League-kvalifikationen.

En særdeles tæt kamp mod svenske BK Häcken endte i total forløsning efter en straffesparkskonkurrence. En straffesparkskonkurrence, hvor Patrick da Silva scorede på det færøske holds tredje spark.

”Det var jo kæmpe drama fra første til sidste minut, hvor alle følelser nåede at komme i spil.” fortæller Patrick da Silva.

Patrick da Silva (højre)
Patrick da Silva (højre)Adam Ihse/TT/Ritzau Scanpix

Sejren betyder da også noget helt særligt. Klaksvik er nemlig sikker på at være en del af et europæisk gruppespil i efteråret. Taber de i den næste runde af kvalifikationen til Champions League, så får de chancen for at komme i Europa League. Skulle det så også kikse, så bliver de en del af gruppespillet i European Conference League.

Det er mere end almindeligt flot af det færøske hold at være kommet så langt. Det er da også første gang nogensinde, at et hold fra Færøerne bliver en del af et europæisk gruppespil. Derfor var glæden efter onsdagens kamp da også enorm.

”Stemningen på holdet er helt vild, og for nogle er det jo også ekstremt rørende. At skrive historie med et færøsk fodboldhold er kæmpestort, og det kunne man også se på mange af de færøske spillere, der havde tårer i øjnene efter kampen.” fortæller Patrick da Silva.

Den 28-årige danske back mener dog heller ikke, at det kun er ham selv og holdet, der er godt oppe at køre over den historiske bedrift.

”Stemningen på Færøerne er helt hysterisk. Jeg tror ikke, at folk snakker om meget andet i øjeblikket.” siger Da Silva og fortsætter:

”Lige nu er der sommerfest i byen, hvor der er 10.000 mennesker som nok står klar til at tage imod os. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor vildt det bliver.”

Krystalklar gameplan og sublimt sammenhold

Godt nok har Klaksvik været underdogs i begge de forgående runder, men på de i alt fire kampe har de kun indkasseret to mål i ordinær spilletid, og det er der en helt særlig årsag til.

”Vi spiller lidt simpel fodbold for at undgå at få omstillinger imod os. Vi er gode til det, vi gør. Dødbold og lange bolde, hvor vi samler andenbolden op og sætter angrebet derfra. Samtidig har vi udvist stor effektivitet foran mål.” siger Patrick da Silva, som blandt andet roser sine defensive holdkammerater:

”Vi står sindssygt godt i forsvaret. Vi har tre stoppere, som vinder alle dueller i feltet, hvilket gør det virkelig svært for modstanderne at score.”

Den solide defensiv og effektive offensiv har været essentiel for det historieskabende færøske mandskab. Patrick da Silva påpeger dog også, at selvom der er flere deltidsprofessionelle på holdet, så er viljen og sammenholdet voldsomt stærkt.

”Det er en helt anden kultur. I Superligaen er forholdet blandt spillerne meget professionelt, hvor det på Færøerne er mere familiært. 

”Vi træner fem gange om ugen og spiller kampe, så selvom flere af spillerne har et andet arbejde, så er vi altid klar.”

Kan underdoggen blive ved med at overraske?

Klaksvik har nu gået igennem fire kampe i Champions League-kvalifikationen uden at tabe, hvilket er imponerende, når man tager i betragtning, at de langt fra har været favoritter i nogen af kampene. 

I første runde slog de den traditionsrige klub Ferencvaros ud efter en suveræn 3-0-sejr på den svære udebane i Ungarn, efter at den første kamp var endt 0-0 på Færøerne.

Onsdag blev det så BK Häckens tur til at lade livet i Champions League. Endnu en gang blev det første opgør 0-0 på Færøerne, mens det i Sverige skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence, da kampen var endt 2-2 efter ordinær spilletid og 3-3 efter den forlængede spilletid.

Nu skal de så møde det norske hold Molde, og selvom det færøske hold igen er undertippede, så tror de på endnu et mirakel.

”Der er ikke en eneste på holdet, der ikke tror på, at vi kan gå videre.” fortæller Patrick da Silva og fortsætter: 

”Hvis vi forbereder os godt og gør det samme, som i de to første runder, så har vi da helt sikkert en chance.”

Den tidligere Brøndby-spiller mener da heller ikke, at Molde nødvendigvis bliver end større mundfuld end det svenske hold, de netop har slået ud.

”Der er muligheder for at gå endnu længere endnu. På papiret er Molde nok på samme niveau som Häcken.”

Klaksvik skal forsøge at skabe endnu en overraskelse, når Molde kommer til Færøerne tirsdag den 8. august.