Manchester City kom tilbage på vindersporet med smal sejr mod Brighton

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester City kom tilbage på vindersporet med smal sejr mod Brighton

Manchester City kom tilbage på vindersporet med smal sejr mod Brighton
Manchester City kom tilbage på vindersporet med smal sejr mod BrightonPhil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Efter to nederlag i træk kom Manchester City tilbage på vindersporet, da de vandt 2-1 hjemme mod Brighton og dermed fik standset en potentielt begyndende krise hos Champions League vinderne.

To liganederlag i træk. Tre nederlag i de seneste fire kampe. Tre kampe i træk fra Erling Haaland uden mål. For de fleste klubber vil det være en parentes i en sæson. For Manchester City kan det næsten betegnes som en krise.

Men uanset hvad man kalder det, så blev den afblæst lørdag, selv om det ikke var helt overbevisende, da de forsvarende mestre med Haaland blandt målscorerne slog Brighton med 2-1 på hjemmebane.

Det var samtidig Citys hjemmesejr nummer 21 i træk på tværs af alle turneringer.

De tre point sender City op på førstepladsen, i hvert fald midlertidigt, med 21 point. London-rivalerne Tottenham og Arsenal kan begge komme på 23 point med sejre i runden.

Med 21 mål i otte kampe var det Premier Leagues mest scorende hold, som gæstede den lyseblå del af Manchester. Den status må Brighton afgive til Newcastle, som nu er på 24 mål efter en 4-0-sejr over Crystal Palace.

Der var kun spillet syv minutter af kampen i Manchester, da Julian Alvarez med et kludespark fra nært hold åbnede scoringen, og 12 minutter senere var det norske målmonster Haaland så tilbage i sin vanlige rolle som målscorer.

Manchester City - Brighton Spiller-karakterer
Manchester City - Brighton Spiller-karaktererFlashare

Efter et pat træk på tværs uden for feltet klappede han tørt kuglen ned i nærmest målhjørne med venstrefoden.

En skrækstart for Brighton, som dog fik stoppet blødningen. Den defensive balance blev genoprettet, og selv om City kom til lidt chancer, blev der ikke scoret mere før pausen.

Det var Haalands niende mål i ni kampe i ligaen.

Både Haaland og City gik dog en del ned i niveau efter pausen. Der var lidt chancer i begge ender, og Brighton fornemmede tydeligt, at der stadig var muligheder.

I 74. minut hang Citys defensiv ikke sammen, og da Manuel Akanji nærmest lagde bolden til rette for Ansu Fati i feltet, kom reduceringen.

Udligningen lurede et par gange, men selv om Akanji fik sit andet gule kort i tillægstiden, holdt City hjem trods et par minutters tungt Brighton-pres til sidst.

Thomas Frank og Brentford vandt hjemme 3-0 over Burnley, mens Newcastle som nævnt tæmmede Crystal Palace.

Wolverhampton fik tre point med hjem fra udekampen mod Bournemouth med en 2-1-sejr, mens Nottingham Forest og Luton delte med 2-2.