FCK før skæbnekamp i CL-kvalifikation: "Silkeborg var et wakeup-call"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCK før skæbnekamp i CL-kvalifikation: "Silkeborg var et wakeup-call"

FCK vil rejse sig i skæbnekamp efter nederlag til Silkeborg
FCK vil rejse sig i skæbnekamp efter nederlag til SilkeborgMartin Sylvest/Ritzau Scanpix
Onsdag bliver det endegyldigt afgjort, om FC København skal spille Champions League i efteråret, når der er returkamp i playoffduellen mod polske Raków Czestochowa i Parken.

Det vil betyde meget for klubben at kvalificere sig for andet år i træk, fortæller cheftræner Jacob Neestrup på et pressemøde før kampen.

"Det er den bedste europæiske klubturnering, du kan deltage i. Og vi har muligheden for at gøre det to år i streg for første gang i dansk fodboldhistorie."

"Så det er en kæmpe kamp for os alle sammen. For FC København, men også for dansk fodbold", siger han.

I den første playoffkamp i Polen vandt FCK 1-0 over Raków på et selvmål. Raków fik ét mål, der blev annulleret for offside.

Det betyder, at FC København er foran 1-0 i den samlede stilling og går videre med en sejr eller uafgjort. Men det er ikke det, der giver cheftræneren ro i maven.

- Hvis vi havde tabt eller spillet uafgjort dernede, havde vi også haft en god fornemmelse. Vi ved, hvad vi kan gøre i Parken. Vi har gode forudsætninger for at vinde, og det er det, vi går ud for at gøre, siger Jacob Neestrup.

Holdet har helt lagt weekendens nederlag til Silkeborg IF bag sig. Her tabte FCK 1-3 på hjemmebane og oplevede dermed sit første nederlag i Superligaen i sæsonen.

Cheftræneren synes ikke, at FC København spillede en god kamp i weekenden.

"Det var dårligt for første gang i rigtig lang tid. Men jeg er ikke nervøs, i forhold til hvad der skal ske i morgen (onsdag, red.). Det er to forskellige kampe", siger han.

"Selvfølgelig er det altid et wake-up call, når man præsterer dårligt, men vi har tabt kampe før - også med mig som cheftræner. Jeg synes, at vi har været gode til at rejse os efter. Det har vi tænkt os at gøre igen", siger han.

Onsdag kommer den nye spiller, Elias Archouri, også til at spille med. Franskmanden skiftede fra Viborg FF i slutningen af juli.

Skadede Nicolai Boilesen er dog ude, efter at han fik en skade under kampen mod Silkeborg, hvor han måtte humpe ud fra banen. Han bliver ude indtil efter landskampspausen, fortæller Jacob Neestrup.

Midtbanespilleren Rasmus Falk er én af dem, der skal spille med onsdag. Weekendens nederlag mod Silkeborg var irriterende, men det er ikke i liga med den kamp, der skal spilles onsdag, siger han.

"Jeg var virkelig frustreret efter kampen. Det var alle dernede i gruppen også. Men kampen i morgen (mod Raków, red.) er ekstremt vigtig. Det er en kamp i Superligaen ikke på samme måde."

"Derfor har vi visket den væk, og vi har fuldt fokus på den opgave, fordi den er så stor, så vigtig og sæsondefinerende. Det er noget, som hele København glæder sig til."

"Vi har arbejdet hårdt for den position og kamp i lang tid. Så den glæder vi os til", siger Rasmus Falk.

Kampen mellem FC København og polske Raków Czestochowa spilles onsdag klokken 21.