FCK-træner om Højlund: "Jeg er glad for, at han tog røven på os alle sammen"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCK-træner om Højlund: "Jeg er glad for, at han tog røven på os alle sammen"

FCKs cheftræner Jacob Neestrup inden superligakampen mellem FC København og Randers FC i Parken
FCKs cheftræner Jacob Neestrup inden superligakampen mellem FC København og Randers FC i ParkenClaus Bech/Ritzau Scanpix
Lørdag eftermiddag blev det officielt, at danske Rasmus Højlund er solgt til Manchester United efter blot et år i italienske Atalanta.

For blot godt halvandet år siden løb den 20-årige angriber rundt på FC Københavns træningsanlæg, hvor han blev vejet for let af det daværende trænerteam.

Derfor var korrekt at sende ham til Sturm Graz, mener den nuværende cheftræner i FCK, Jacob Neestrup.

"Han spillede for lidt, og det var en faglig beslutning, som trænerteamet tog på det tidspunkt. Inklusive mig selv", siger Neestrup.

"Det var godt, at der var nogle voksne mennesker til stede, der sagde, at den spiller ikke skulle spilde sit talent det forår i FC København".

Selv om det ikke blev i FCK, at Højlund udfoldede talentet, skaber skiftet stor glæde hos Neestrup.

"Det er en stor dag for Rasmus og hans familie. Jeg synes bare, at det er vanvittig flot af ham."

"Jeg er glad for, at Rasmus Højlund tog røven på os alle sammen, tog til Østrig og smadrede den liga, tog til Atalanta, hvor han var god og nu tager til Manchester United. Det er et bevis på, at vi aldrig nogensinde må afskrive talenter."

Højlunds tidligere holdkammerat i FC København Nicolai Boilesen synes også, at det er en utrolig vild, men flot historie.

"Det vidner bare om, at hvis man har de rigtige folk omkring dig i fodbold, som stoler på dig og giver tilliden, så kan mange nå længere."

"I dette tilfælde er det en solstrålehistorie fra at være fundet for let her til at spille for Manchester United. Det er jo fantastisk for alle. Ikke kun dem der kan lide Rasmus, men også bare kan lide fodbold generelt."

Rasmus Højlund blev efter sigende tilbage i januar 2020 solgt for 19 millioner kroner til Sturm Graz.