DBU gør nyt forsøg på at få kvindernes EM til Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

DBU gør nyt forsøg på at få kvindernes EM til Danmark

DBU gør nyt forsøg på at få kvindernes EM til Danmark
DBU gør nyt forsøg på at få kvindernes EM til DanmarkProfimedia
Det glippede med slutrunden i 2025, men Dansk Boldspil-Union har ikke opgivet tanken om et nordisk fodbold-EM for kvinder.

DBU melder sig i fællesskab med Sveriges Fodboldforbund (SvFF) nu interesseret i et fælles dansk-svensk værtskab for kvindernes EM i 2029.

Det oplyser de to forbund i en pressemeddelelse.

I modsætning til buddet på EM i 2025 er Norge og Finland denne gang ikke en del af projektet. Analysen er, at sandsynligheden for at vinde værtskabet bliver forøget med kun to værter.

Det skyldes hensyn til logistisk, lange rejseafstande og øget fokus på bæredygtighed.

"Fodbold for piger og kvinder i Danmark og Europa er i rivende udvikling med stigende interesse og flere piger og kvinder, der spiller fodbold. Det var en kæmpe skuffelse, at vi ikke fik lov til at afvikle et EM for kvinder i 2025 sammen med vores nordiske venner", siger DBU-formand Jesper Møller i pressemeddelelsen.

"Vores landshold skal opleve en stor turnering på hjemmebane. Derfor forsøger vi nu igen i et samarbejde med Sverige. Det har langt større chance, end hvis vi igen ville være fire lande", lyder det fra formanden.

UEFA forventes senere på året at offentliggøre kriterierne for værtskabet. Først når de er på plads, vil de to fodboldforbund endegyldigt beslutte, om de skal afgive et egentligt bud.

Derfor vil eventuelle værtsbyer også først blive fremlagt senere. I pressemeddelelsen nævnes Parken i København, Brøndby Stadion og det kommende stadion i Aarhus som danske muligheder.

EM i 2025 skal afvikles i Schweiz, som Uefas eksekutivkomité foretrak frem for Polen, Frankrig og et fællesnordisk bud fra Danmark, Sverige, Finland og Norge.