Britisk veteran måtte slide sig til avancement: Murray og Berrettini i fem timers duel
Andy Murray, aktuelt nummer 66 i verden, var foran 2-0 i sæt, men måtte senere afværge en matchbold, før han fik ekspederet italieneren Matteo Berrettini ud med cifrene 6-3, 6-3, 4-6, 6-7 og 7-6 efter små fem timers tennis.
Den rutinerede skotte spillede stærkt i de to første sæt, hvor man så antydninger af det niveau, som tidligere har sikret ham tre grand slam-titler og deltagelse i yderligere otte grand slam-finaler.
Han dominerede 13.-seedede Berrettini, og Murray styrede mod en stor sejr, da han tog de to første sæt med 6-3.
Tredje sæt balancerede i de første partier, men da Berrettini fik et servegennembrud til 3-2, gav det ham noget overskud i spillet.
Han styrede sikkert sættet i land, inden det fjerde sæt, som blev langt og tæt hele vejen. Murray kom dog hele tiden lidt på bagkant i tiebreaken, som italieneren endte med at vinde 9-7 på sin tredje breakbold.
I Melbournes varme blev fysikken en større og større faktor, men begge spillere holdt flot sammen på spillet under de svære betingelser.
Først ved 5-4 til Berrettini kom sættets første breakbold, som samtidig var en matchbold. Murray afværgede dog og holdt liv i håbet om avancement til anden runde.
Igen skulle sættet afgøres i tiebreak. I femte sæt spilles en lang tiebreak til ti, og hurtigt tiltvang briten sig et stort overtag på pointtavlen.
Han gik i front med 5-0, og det formåede Berrettini aldrig at komme tilbage fra, selv om han var tæt på ved 6-8. Murray lukkede ballet med to point i træk.