Hvordan marokkanerne har opnået deres historiske succes er indlysende ved første øjekast. I løbet af deres fem kampe indtil videre har de kun lukket mål ind én eneste gang, og det var såmænd på et selvmål af Nayef Aguerd.
Desuden er de fremragende defensive præstationer af Walid Regraguis hold ikke tilfældighedernes spil, men blot resultatet af, at hans mandskab lader deres modstandere opnå virkeligt få muligheder for at score.
Indtil videre har Marokko blot indkasseret et gennemsnit på 0,93 forventede mål (xG) per kamp i Qatar, og de har endda mødt Kroatien, Belgien, Spanien og Portugal i den rækkefølge.
I duellerne med de to sidstnævnte modstandere måtte målmand Bono blot gribe ind fire gange. Resten af de i alt 24 forsøg blev enten blokeret af marokkanerne eller placeret uden for rammen – for det meste fra positioner, hvorfra chancen for at score i forvejen var matematisk meget lav.
Uden bolden spiller Marokko med en 4-1-4-1-formation med Sofyen Amrabat foran forsvarsspillerne, og de udgør dermed en af de laveste defensive formationer ved dette VM.
Mens det gennemsnitlige hold i turneringen udfører deres aktive, defensive handlinger 46 meter fremme på banen, så er Marokkos gennemsnit på 42 meter. Kun Qatar, Cameroun og Costa Rica har spillet med en lavere liggende blok. Deres spilleplan er at forblive kompakt, begrænse den plads, modstanderen kan spille i så meget som muligt, og gå efter hurtige kontraangreb, når de har vundet bolden. Marokko har kun bolden i 34,71 % af tiden i gennemsnit, og det er det tredjelaveste efter Japan og Costa Rica.
Marokkanerne presser med en meget lav intensitet. De angriber i gennemsnit kun med hver attende aflevering, hvilket igen er det tredje laveste efter Qatar og Costa Rica. Normalt fordi de forsøger at manipulere modstanderen til at løbe ind i mellemrummene langs fløjene. I sådanne tilfælde blokerer angriberen En-Nesyri midterforsvarenes mulige afleveringer til den centrale midtbane, hvilket gør det umuligt for modstanderene at komme op gennem midten af banen.
På begge kanter er fløjangribernes defensive arbejde - oftest Hakim Ziyech og Sofiane Boufal - afgørende for Marokko. Deres rolle er at hjælpe bagspillerne med at doble op på modstanderens fløj, så 1v1-situationer ikke opstår.
Af de kantspillere, der har spillet mindst 270 minutter i Qatar, har Ziyech registreret det tredjehøjeste antal defensive aktioner efter Englands Bukayo Saka og australske Mathew Leckie. Boufal er nummer syv.
Derudover er Marokko som oftest flere end deres modstandere i disse områder, selv i situationer, hvor et større antal spillere er involveret i angreb for modstanderne, da dette er et signal til en af midterforsvarerne, den nærmeste centrale midtbanespiller samt den defensive midtbanespiller, Amrabat, om at rykke mod bolden også.
Det angribende hold har dermed ikke andet valg end at forsøge at spille bolden rundt eller at aflevere ind i feltet, hvilket forsvaret som regel er godt forberedt på.
Samtidig forsøger Marokko så vidt som muligt at begrænse de situationer, hvor de kan stå over for defensive afleveringer efter at have mistet bolden. Derfor holder begge midterforsvarere med Amrabat liggende foran sig meget lavt, selv i egen angrebsfase, for hele tiden at holde modstandernes angrebsspillere foran sig.
Det job, som Amrabat bliver pålagt at udføre, udfører han til punkt og prikke. Blandt de defensive midtbanespillere, der har spillet mindst 270 minutter af kampene, er det ifølge matematiske modeller kun Adrien Rabiot fra Frankrig, der har stoppet flere farligee handlinger med sine defensive indgreb.
Og hvad angår succesprocenten for dueller på græsset, så tilhører Amrabat gruppen af de allerstærkeste midtbanespillere ved VM.
Regraguis forberedelse til Frankrig er kompliceret af det høje antal skadede forsvarsspillere. Aguerd og Mazraoui, der ikke spillede i kvartfinalen mod Portugal, fik undervejs selskab af anfører Romain Saiss, hvis tilstand endnu er usikker. Det er derfor muligt, at marokkanerne starter med et helt andet midterforsvarerpar, end det de havde tænkt sig at spille kampen med. Og det ville være et stort problem for hele holdets sammenhængskraft.
En række favoritter hold har allerede knækket tænderne på Marokkos sofistikerede defensiv i løbet af turneringen. Men kan marokkanerne onsdag aften bestå den hårdeste test?