Ung franskmand stempler ind på største scene med Giro-sejr: Følger i storebrors fodspor

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ung franskmand stempler ind på største scene med Giro-sejr: Følger i storebrors fodspor

Valentin Paret-Peintre hentede tirsdag sæsonsejr nummer 15 for sit mandskab, Decathlon AG2R La Mondiale Team. Det var dog franskmandens allerførste.
Valentin Paret-Peintre hentede tirsdag sæsonsejr nummer 15 for sit mandskab, Decathlon AG2R La Mondiale Team. Det var dog franskmandens allerførste.Luca Bettini/AFP
Tirsdag hentede Valentin Paret-Peintre karrierens første professionelle sejr, da den 23-årige stærke klatrer kørte først over målstregen på Bocca della Selva på 10. etape af årets Giro d'Italia. Dermed følger den unge franskmand i storebrors fodspor, i hvad der allerede nu ligner en lovende karriere.

Det så længe ud til, at den slovenske tusindkunstner Jan Tratnik tirsdag skulle hente nok en flot sejr, da 10. etape af årets Giro d’Italia blev afviklet med 142 kilometer fra Pompei til Bocca della Selva, afsluttende med en uhyggelige målstigning på over 18 kilometer med 5,6 procent i gennemsnitlig stigning.

Men bag den bomstærke Team Visma-Lease a Bike-slovener sad der desværre en velkørende fransk duo, hvor erfarne Romain Bardet sammen med 23-årige Valentin Paret-Peintre havde fundet et godt samarbejde, og så blev det i stedet sidstnævnte, der stemplede ind på den helt store scene med en fantastisk etapesejr.

Alle tre var en del af dagens store udbrud, hvoriblandt der ikke var nogen rytter, der var til fare for Tadej Pogačar i det samlede klassement, og derfor fik den store og stærke gruppe, der foruden de tre føromtalte også blandt andet bød på Esteban Chaves, Maximilian Schachmann og Valentin Paret-Peintres storebror, Aurélien.

Med omtrent 35 kilometer til mål rykkede Tratnik solo og fik opbygget et flot forspring til gruppen bagved, men den relativt tunge slovener, der tidligere på sæsonen sejrede i Omloop Het Nieuwsblad, kunne altså ikke holde den stærke franske klatreduo bag sig på målstigning.

Lige som de to fangede sloveneren i front, kørte 23-årige Paret-Peintre solo, og Bardet kunne altså ikke svare igen på den yngre franskmands acceleration. Derfor kunne Valentin Paret-Peintre køre alene over målstregen og fejre en stor sejr for Decathlon AG2R La Mondiale Team.

Det er Paret-Peintres første sejr som professionel i karrieren, og han følger dermed i storebror Auréliens fodspor. Således har 28-årige Aurélien Paret-Peintre vundet fire sejre i karrieren, den største af disse ligeledes en etapesejr i sidste års Giro d’Italia.

I klassementet var der ingen ændringer, selvom Ben O’Connor på de afgørende hundrede meter forsøgte at vippe sine konkurrenter i kampen om de to nederste podiepladser med en hidsig acceleration mod målstregen.

Australieren fik dog blot sine nærmeste rivaler, colombianske Daniel Felipe Martínez og Geraint Thomas, på bagsmækken, mens også løbets suverænt førende rytter, Tadej Pogačar, og den colombianske Movistar-spirrevip Einer Rubio formåede at følge med.

Anderledes svært havde Team Visma-Lease a Bikes unge belgier, Cian Uijtdebroeks, svært ved det høje tempo på den sidste kilometer, og den 21-årige klassementsaspirant, der bærer løbets hvide ungdomstrøje, måtte se sig distanceret med flere sekunder til sin nærmeste konkurrent i denne konkurrence, italienske Antonio Tiberi.

Onsdag venter en anderledes flad omgang for rytterne, hvor 207 kilometer fra Foiano di Val Fortore til Francavilla al Mare venter. Ganske vist skal der forceres over 1.800 højdemeter undervejs, men etapens eneste kategoriserede stigning ligger tidligt på etapen.

Derfor må en ny sprinterduel forventes, der dog nu er blevet en del udfordrere fattigere. Således udgik Olav Kooij, Ethan Vernon, Max Kanter og Marius Mayrhofer alle forud for tirsdagens etape, hvorfor Tim Merlier, Jonathan Milan, Tobias Lund Andresen og Co. altså ikke skal dyste med disse onsdag.