Afventende Pogacar spurter sig til etapesejr i bjergslag

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Afventende Pogacar spurter sig til etapesejr i bjergslag

Afventende Pogacar spurter sig til etapesejr i bjergslag
Afventende Pogacar spurter sig til etapesejr i bjergslagAFP
Den første reelle bjergetape i årets Giro d'Italia leverede endnu et bidrag til fornemmelsen af, at Tadej Pogacar bliver mere end almindeligt svær at fravriste sejren i løbet.

På den afsluttende stigning til Prati di Tivo turde ingen for alvor at udfordre den førende slovener. Han lod sit hold slide de andre op, så han let kunne vinde spurten på målstregen.

Efter otte etaper er Pogacar oppe på tre sejre, og hans føring i klassementet nærmer sig allerede tre minutter.

Tidligt kom en større gruppe med lidt mere end et dusin ryttere afsted. Flere stærke navne var iblandt. Folk som Nairo Quintana, Romain Bardet og Michael Storer sad der for at række ud efter etapesejren.

I feltet sendte Pogacar dog sine folk frem til at holde udbruddet i snor. Sloveneren ønskede selv at køre efter sin tredje etapesejr i løbet.

Udbryderne fik aldrig et forspring på mere end lidt over to minutter, og da de nåede foden af den 14 kilometer lange målstigning, åndede feltet dem i nakken blot 35 sekunder bagude.

UAE-hjælperne havde serveret for Pogacar, men den førende rytter nippede længe kun til menuen. Han holdt sig pænt bag sine folk og lod dem æde udbruddet.

Valentin Paret-Peintre havde de bedste ben i frontgruppen, men godt fire kilometer fra mål blev han opslugt af favoritfeltet.

Alle så ud til bare at vente på, hvornår Pogacar ville stikke afsted og snuppe sejren.

Men efter sin kraftpræstation på fredagens enkeltstart holdt han sig i ro. Han lod Rafal Majka trække sig hele vejen op, da ingen konkurrenter turde eller kunne udfordre ham.

Antonio Tiberi forsøgte et par hug på den sidste kilometer, men den lyserøde førertrøje sad problemfrit i hjulet hver gang. Et par hundrede meter fra mål trådte han an og knuste rivalerne i spurten.

Daniel Martínez, som også er toer i klassementet, blev nummer to på etapen. Ben O'Connor tog sig af tredjepladsen.