Fodboldentusiaster kender solstrålehistorierne ganske vel. Et Herfølge-mandskab, der overraskende bliver mestre, Leicester City der trodser alle odds og vinder Premier League, Kaiserslautern der med Otto Rehhagel i spidsen vinder Bundesligaen som nyoprykkere.

Godt nok bliver det ikke til nogen ligatitel i Ligue 1 i år for Stade Brestois 29 – ingen kunne, til ingens store overraskelse, bide skeer med giganten Paris Saint-Germain – men mindre kan også gøre det, for en klub der for halvandet år siden lignede en nedrykker.

For med en dramatisk 5-4-sejr over de bretonske rivaler fra Stade Rennais søndag, sikrede Brest sig en billet til Europa i næste sæson, som minimum en plads i Europa League, og med tre kampe tilbage er der fortsat mulighed for Champions League-fodbold for klubben med Ligue 1’s femtemindste lønbudget.

Et resultat der har givet cheftræner Éric Roy anledning til at reflektere over den vilde udvikling, Brest har gennemgået under hans ledelse, for da den 56-årige franskmand, der som aktiv opnåede over 200 ligakampe i den bedste franske række, overtog roret i Brest, var der nemlig kun ét mål: Overlevelse.

”Det er en kæmpestor glæde, for sidste år sikrede vi også overlevelse med tre kampe tilbage. 12 måneder senere med tre kampe tilbage, har vi kvalificeret os til europæisk fodbold. Vores udvikling har været ret utrolig,” kommer det fra Roy ovenpå sejren mod Rennes ifølge Get French Football News.

Uventet succestræner

Trods sin fine fortid som spiller, hvor Roy trak i trådene på midtbanen og foruden sine kampe i Ligue 1 også spillede Premier League-fodbold i Sunderland og La Liga-fodbold i Rayo Vallecano, har det ellers ikke været nogen stor trænerkarriere hidtil.

I 2010 og 2011 stod nu 56-årige Roy i spidsen for barndomsklubben OGC Nice i den sydfranske by, hvor Roy selv er født, men ansættelsen endte i et grimt forløb, hvor Roy i sidste ende modtog over to millioner kroner i godtgørelse fra klubben efter en, ifølge den lokale arbejdsret, uretmæssig fyreseddel.

Turen gik i stedet til først RC Lens og senere Premier League-klubben Watford FC, hvor Roy dog ikke fungerede som træner men i stedet som sportsdirektør, inden klubpræsident i Brest, Denis Le Saint, sammen med sin sportsdirektør, Grégory Lorenzi, i januar 2023 pegede på Roy som afløser for den ellers så erfarne Ligue 1-træner, Michel Der Zakarian, der var blevet fyret i oktober 2022.

Da Éric Roy 3. januar 2023 satte sig i det varme sæde i Brest, lå klubben som nummer 17 i Ligue 1 med blot 13 point efter 17 kampe. En penibel situation i en sæson, hvor der skulle findes fire nedrykkere som led i Ligue 1’s barbering af holdantal fra 20 til 18.

I de efterfølgende 21 ligakampe tabte Brest blot seks gange, skaffede sig hele 31 point, alt rigeligt til en fornuftig placering midt i tabellen som nummer 14, i sidste ende hele ni point foran AJ Auxerre, der blev sorteper i den udvidede nedrykningszone som nummer 17.

En træner tæt på spillerne

Og spørger man så blandt spillerne, hvad årsagen til overlevelsen og den nu efterfølgende opblomstring måtte være, så er svaret ret entydigt: Éric Roy.

”Jeg så straks en træner, der var meget tæt på sine spillere. Jeg følte, at han lyttede til dem, og at han ikke var en træner, der kom ind med urokkelige idéer. Jeg tror, at det gjorde hele forskellen. Selvom han ikke havde trænet i nogen tid, kendte vi til hans fortid som spiller, træner og direktør. Vi havde ikke tid til at tvivle på ham, for han kom ind med en øjeblikkelig positiv energi,” fortæller Hugo Magnetti ifølge ligaens hjemmeside om Éric Roys ankomst i Brest.

Selvom Magnetti er født og opvokset i den sydfranske havneby Marseille, så er han én af de ellers få spillere, der er kommet op gennem rækkerne i Brest, efter han i 2017 tilsluttede sig holdets reserver efter et kort ophold hos SC Bastia på Korsika.

Ifølge 25-årige Magnetti, der har scoret to ligamål i denne sæson, har den 56-årige cheftræner altså gjort den helt store forskel i den bretonske by.

”Éric Roy har ændret Stade Brestois. Som vi spiller i år, tror jeg også, vi kunne have gjort det sidste år. Men på daværende tidspunkt turde vi ikke løbe risikoen for at tabe kampe. Prioriteten var at sikre os selv. Men nu gør vi det, og vi nyder det samtidig. Vores placering i tabellen har meget at gøre med vores filosofi. Det ændrer meget at spille med mindre frygt og mere selvsikkerhed,” konstaterer Magnetti.

Misfits og lejesvende

Og mod og selvsikkerhed må Brest bare siges at have. Trods en samling af spillere, der primært består af misfits, der aldrig fandt sig til rette på større adresser, unge talenter der endnu har sit store gennembrud til gode, og lejesvende fra igen større adresser, har Brest spillet en underholdende omgang fodbold i løbet af sæsonen.

Kun giganterne fra Paris Saint-Germain og AS Monaco har scoret flere mål end Éric Roys tropper, og blot tre mandskaber – Nice, Lille og PSG – har lukket færre mål ind end Brest, der derfor står noteret for en flot og solid positiv målscore på plus 16.

Samtidig er det kun PSG, Lille og Monaco, der gennemsnitligt har mere boldbesiddelse per kamp end Roys mandskab, der genererer tredje flest afslutninger per kamp, igen kun overgået af føromtalte PSG og Monaco.

Det hele opnået med en trup, der sammenlagt har kostet cirka 160 millioner kroner i overgangssummer, størstedelen af disse brugt på førstemålmand Marco Bizot og den forhenværende Premier League-angriber Steve Mounié, der blev handlet i henholdsvis hollandske AZ Alkmaar og engelske Huddersfield Town, begge for omtrent 37 millioner kroner.

Samtidig kan Brest altså konstatere, at de har ligaens femte mindste lønbudget med kun Clermont Foot 63, Toulouse FC, FC Metz og Le Havre AC under sig, hvoraf tre altså befinder sig i bunden af tabellen med kun danskerklubben Toulouse, hvor Rasmus Nicolaisen og Mikkel Desler spiller fast, placeret solidt i midten.

Med kvalifikationen til europæisk fodbold, potentielt endda til den største klubturnering af dem alle, ligger der utvivlsomt en stor pose penge forude for klubpræsident Denis Le Saint og Co. Derfor må Brest da også formodes at skulle investere til sommer, hvis de ønsker at følge op på den flotte sæson med endnu en god sæson.

I mellemtiden kan Le Saint, Lorenzi og Éric Roy dog lune sig ved dét faktum, at truppen næppe bliver fuldkommen ribbet og flået for spillere i sommerens transfervindue, for det flotte resultat er først og fremmest båret af et enormt stærkt kollektiv og ikke et par enkelte individualister, der har taget ligaen med storm.