Ecuadorianer excellerer i Giro-åbner: Slår slovensk superfavorit i Torino

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ecuadorianer excellerer i Giro-åbner: Slår slovensk superfavorit i Torino

Jhonatan Narváez fordoblede lørdag sit antal etapesejre i Giro d'Italia med en smuk sejr i Torino.
Jhonatan Narváez fordoblede lørdag sit antal etapesejre i Giro d'Italia med en smuk sejr i Torino.Luca Bettini/AFP
Det blev ikke til slovensk etapesejr på lørdagens åbnende Giro d’Italia etape, som det ellers var spået af mange. I stedet løb den 27-årige ecuadorianske mester, Jhonatan Narváez, med både etapesejr og lyserød førertrøje efter en fornem etape af den sydamerikanske spirrevip.

Hvor længe skal der gå, før Tadej Pogačar kan trække i den lyserøde førertrøje? Det er hverken starten på en dårlig vittighed eller på en snørklet gåde men derimod et helt alvorligt spørgsmål. Sloveneren er den suverænt største favorit i årets Giro d’Italia.

Men svaret på spørgsmålet blev altså ikke én etape, for det blev i stedet INEOS Grenadiers’ ecuadorianske spirrevip, Jhonatan Narváez, der lørdag sikrede sig en fornem etapesejr på Giroens åbningsdag og dermed også en lyserød førertrøje til søndagens etape.

På en stærkt kuperet etape, der blandt andet tog rytterne over Superga præcis 75 år siden Grande Torino, byens storslåede fodboldhold, styrtede ned på vej hjem fra en træningskamp i Portugal i 1949 i et flystyrt, der kostede 31 menneskeliv, tog den 27-årige ecuadorianske mester sin sejr nummer 11 i karrieren.

Undervejs blev Tadej Pogačar faktisk sat en anelse under pres, flere ryttere formåede at køre væk fra den slovenske superstjerne på Colle della Maddalena, herunder danske Mikkel Frølich Honoré, mens Pogačar næsten endte isoleret før den afgørende stigning, den korte og stejle San Vito med top blot tre kilometer fra målstregen.

Men sloveneren rystede ingenlunde på hånden, kørte et malende tempo op ad den stejle, nærmest muragtige stigning, hentede rytterne foran sig, italienske Nicola Conci sidste overlevende mand, Alpecin-Deceuninck-rytteren hentet få hundrede meter fra toppen.

Kun én mand kunne sidde på bagsmækken af Pogačar, og det var altså 27-årige Jhonatan Narváez, den alsidige og eksplosive INEOS Grenadiers-rytter fornemt kørende, mens også tyske Maximilian Schachmann sad godt med.

På nedkørslen fik tyskeren indhentet Pogačar og Narváez, og så var der lagt op til en spurt mellem tre ganske hurtige og eksplosive ryttere. Selvom både Pogačar og Schachmann har masser af fart i benene, så har Narváez dog trods alt et andet niveau end de to.

Ecuadorianeren har tidligere vundet spurter i reducerede felter, som da han sejrede på anden etape af Østrig Rundt i 2023, og den vævre men tætte sydamerikaner viste sig da også som stærkeste mand af de tre på målstregen.

Schachmann sneg sig forbi Pogačar og hentede andenpladsen, mens den slovenske superfavorit altså måtte ”tage til takke” med en tredjeplads på løbets første etape, som INEOS Grenadiers altså vil være stærkt tilfredse med, da holdets kaptajn, Geraint Thomas, kørte i mål ganske få sekunder, 10 helt præcist, efter trioen i front.

Allerede søndag får Pogačar en oplagt chance for at stjæle den lyserøde førertrøje fra Narváez. Her venter nemlig 161 kilometer med masser af bjergkørsel, ganske vist kun 2.310 højdemeter i alt men langt størstedelen af disse placeret på de afsluttende 12 kilometer.

Her skal en stigning i første kategori nemlig bestiges, mål ved Santuario di Oropa, gennemsnitlige procenter på lidt over seks i løbet af de knap og nap 12 kilometer der venter på målstigningen. Inden da venter yderligere to kategoriserede stigninger, Oasi Zegna og Nelva, begge i tredje kategori.