Aldrende Djokovic tilpasser sig ny virkelighed: Ikke tid nok til at opremse alle skaderne

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Aldrende Djokovic tilpasser sig ny virkelighed: Ikke tid nok til at opremse alle skaderne
Novak Djokovic begynder så småt at kunne mærke, at alderen efterhånden siger 36 år.
Novak Djokovic begynder så småt at kunne mærke, at alderen efterhånden siger 36 år.
Julien de Rosa/AFP
Novak Djokovic blev presset til det yderste i et fysisk krævende møde med spanske Alejandro Davidovich Fokina ved French Open fredag.

Den 36-årige serber erkender da også efter sejren på 7-6, 7-6, 6-2, at han har accepteret, at hans krop opfører sig anderledes nu end for bare få år siden.

Djokovic vandt French Open i 2016 og 2021 og jagter i Paris sin i alt 23. grand slam-titel. Han deler i øjeblikket rekorden på 22 titler med den forsvarende mester, Rafael Nadal, der ikke er med i år på grund af en skade.

I januar vandt Djokovic Australian Open trods en skade i venstre lår, og i slutningen af april missede han Madrid Open som følge af problemer med albuen.

"Vi har ikke tid nok til at begynde at opremse de mange skader, jeg har. Listen er temmelig lang," siger Djokovic til journalister efter fredagens sejr.

"Jeg vil ikke sidde her og tale om disse ting, da de ikke forhindrer mig i at spille. Jeg bliver stadig ved med at spille," tilføjer han.

Efter andet sæt fredag kaldte Djokovic sin træner på banen for at få sit venstre ben undersøgt igen. Det skabte frygt for, om hans krop kan holde til at gå hele vejen i turneringen.

"Det er de omstændigheder, du som professionel atlet skal forholde dig til. Accepter det. Nogle gange har du brug for fysioterapeuten under kampen. Nogle gange har du brug for piller," siger Novak Djokovic.

"Nogle gange har du brug for hjælp fra Gud eller engle. Nogle gange er du bare nødt til at forholde dig til virkeligheden. Virkeligheden for mig er nu, at min krop reagerer anderledes, end den gjorde for et par år siden. Jeg er nødt til at tilpasse mig denne nye virkelighed."

Djokovic møder i ottendedelsfinalen af French Open den 13.-seedede Hubert Hurkacz eller Juan Pablo Varillas.