Optakt til søndagens Superligakampe: Vigtige point på spil i kampen om top-6

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Optakt til søndagens Superligakampe: Vigtige point på spil i kampen om top-6
Brandvarme Wahid Faghir jagter flere scoringer i søndagens opgør mod Silkeborg.
Brandvarme Wahid Faghir jagter flere scoringer i søndagens opgør mod Silkeborg.
Dejan Obretkovic/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Superligaen byder på hele fire kampe på den første forårssøndag i 2023. "El Plastico" skal afgøres i Silkeborg, Viborg skal holde trit med FCN hjemme mod Randers, Brøndby skal bruge tre point i Lyngby for at holde sig i spil til top-6 og FCK jagter top-2 hjemme mod OB.

Silkeborg IF - FC Nordsjælland (14:00)

Tidligt søndag eftermiddag bliver der blændet op for ”El Plastico”, som igennem de seneste sæsoner har præsenteret Superligaseerne for noget af det flotteste fodboldspil. Kampen mellem Silkeborg og FC Nordsjælland har fået navnet ”El Plastico”, fordi begge hold spiller på kunstgræsbaner.

De to hold er garant for flot og underholdende fodbold, og det kunne meget vel blive en voldsomt spændende kamp mellem de to teknisk velfunderede hold.

Indbyrdes opgør

Indbyrdes opgør mellem Silkeborg og FCN.
Flashscore.

Både Silkeborg og FC Nordsjælland nyder det hurtige kombinationsspil, og der er mange sammenligningspunkter mellem de to hold. Det er dog Silkeborg, der har haft overhånden i de seneste opgør. I de seneste fem kampe mellem de to klubber er det nemlig blevet til to Silkeborg-sejre, to uafgjorte og en enkelt FC Nordsjælland-sejr.

Silkeborg vandt sæsonens første møde med Superligaens førerhold, da Tonni Adamsen var voldsomt skarp på Right To Dream Park og nettede to gange og sikrede en 2-0-sejr Søhøjlandets drenge.

Form

Når man kigger på de to holds start på foråret, så lagde de begge ud med skuffelser i forårspremieren. Silkeborg var det bedste hold hjemme mod FCK, men tabte 3-0, mens FC Nordsjælland spillede uafgjort 1-1 mod bundproppen fra Lyngby.

I sidste weekend fik FCN dog tre point, da de hjemme slog OB, mens Tonni Adamsen sikrede Silkeborg et enkelt point, da han i slutminutterne udlignede til 1-1 i kampen mod AGF.

Silkeborg er dog tvunget til at vinde, hvis de skal holde sig inde i kampen om top-6. Den jyske traditionsklub er nemlig dumpet ned som nummer otte i tabellen.

FCN og Silkeborgs placering i tabellen.
Flashscore

Disse to spillere skal du holde øje med

FC Nordsjælland-spidsen Wahid Faghir har fundet målformen fra starten af foråret. Han har scoret tre mål i de første to forårskampe, og han er derfor også værd at holde øje med, når nordsjællænderne gæster Jysk Park.

Hos Silkeborg er Tonni Adamsen klart den farligste spiller. Han har skabt mange chancer i de to første kampe, og han fik åbnet på målkontoen mod AGF. Derfor kunne han meget vel skabe ravage i den nordsjællandske defensiv.

"El Plastico"-trofæet har stået hos Silkeborg det sidste stykke tid. Det bliver spændende at se, om det røde plastic-trofæ bliver stående i Silkeborg eller om FCN skal have det med tilbage over Storebælt.

Skader og karantæner: 

Adamo Nagalo - karantæne (FC Nordsjælland).

Gustav Dahl - skade (Silkeborg).

Niclas Pedersen - skade (Silkeborg).

Du kan følge kampen her.

Viborg FF - Randers FC (14:00)

Søndag byder også på et opgør mellem nummer to og nummer fem, når Viborg tager imod Randers FC.

Superligaen nærmer sig sæsonens vigtigste skæringspunkt. Der kæmpes lige nu hårdt for at blive et af de seks hold, der skal være med i mesterskabsspillet. Viborg er så godt som sikret på top-6, og de skal søndag forsøge at rykke tættere på FCN, mens de skal holde FCK bag sig. 

Randers er dog langt fra sikre på at slutte i top-6, og det kræver en sejr imod Viborg, hvis de skal holde de mange øvrige top-6-aspiranter bag sig.

Indbyrdes opgør

Viborg - Randers indbyrdes opgør.
Flashscore

Det er Viborg, der ligger bedst placeret i tabellen, men det er Randers, der har overtaget i de seneste indbyrdes opgør. Det blev da også til en Randers-sejr, da de to mandskaber mødtes tidligere på sæsonen. Her scorede Filip Bundgaard i starten af anden halvleg til slutresultatet 1-0. 

I de seneste ti indbyrdes kampe er det endt med seks Randers sejre, og de to hold plejer at spille målrige opgør i Viborg. Der er i gennemsnit kommet 4,2 mål pr. kamp i de seneste fem opgør mellem Viborg og Randers på Energi Viborg Arena.

Form

Viborg startede foråret helt forfærdeligt med et knusende 4-0-nederlag hjemme mod rivalen FC Midtjylland. Runden efter var de dog overlegne, da de slog AC Horsens med 3-0. I midtugen var de i Aalborg for at spille den første kamp i pokal-kvartfinalen mod AaB. Det lykkedes dog ikke at slå de kriseramte nordjyder, der vandt kampen 2-0.

Randers er startet ret jævnt ud i foråret. De spillede en kedelig 0-0-kamp mod OB, og i seneste runde slog de Lyngby til allersidst, da Filip Bundgaard scorede i det 89. minut. Det er derfor blevet til fire point, selvom spillet ikke har været kønt.

Viborg - Randers
Flashscore.

Disse to spillere skal du holde øje med

Viborgs nye stjernefrø hedder Elias Achouri. Den tunesiske offensivspiller scorede to flotte mål i kampen mod Horsens, og han viste i flere sekvenser, at han er udstyret med en fremragende teknik og en god dribleevne.

Den norske midtbanespiller Lasse Berg Johnsen har taget Superligaen med storm, og han er nu i gang med sin tredje sæson i Kronjylland. Han er en af de vigtigste spillere på Randers-holdet, hvor hans defensive kvaliteter sandsynligvis bliver vigtige i søndagens kamp mod Viborg.

Det er ikke nemt at udpege en favorit til opgøret, da begge hold har vist gode og dårlige takter. Alligevel må Viborg være en svag favorit, fordi de blot har tabt en enkelt kamp på hjemmebane i denne sæson. 

Skader og karantæner

Frederik Lauenborg - skade (Randers FC).

Jan Zamburek - tvivlsom (Viborg FF).

Marokhy Ndione - tvivlsom (Viborg FF).

Du kan følge kampen her.

Lyngby BK - Brøndby IF (16:00)

Lyngby skal levere noget af et mirakel, hvis de skal overleve i Superligaen. Brøndby er på jagt efter vigtige point i kampen om top-6. Søndag eftermiddag tørner de to hold sammen, og det er aldrig kedeligt, når Lyngby og Brøndby krydser klinger.

De to hold havde et skuffende efterår, men har begge vist gode takter fra starten af foråret.

Indbyrdes opgør

Det var aldeles spændende og målrigt, da Lyngby var på besøg på Brøndby Stadion tidligere på sæsonen. Lyngby hentede nemlig et af sine foreløbige ni point på den svære udebane i Brøndby, da Sævar Atli Magnusson udlignede til 3-3 i det 88. minut.

Seneste kampe mellem Lyngby og Brøndby.
Flashscore.

Både Brøndby og Lyngby har det med at slå hinanden på skift, så det er ikke til at sige, hvem der vinder kampen søndag. Der er dog næsten statsgaranti for mål, når de to hold mødes. Vi skal helt tilbage til før årtusindeskiftet for at finde en målløs kamp mellem de to hold.

Form

Brøndby er startet foråret rigtig flot med to sejre imod AC Horsens og FC Midtjylland, og de har i den grad meldt sig ind i kampen om top-6. Brøndbys nye træner, Jesper Sørensen, har implementeret en mere boldbesiddende tilgang, og der virker til at bekomme Brøndby-spillerne godt. 

Lyngby overraskede i forårspremieren, da de spillede 1-1 mod FC Nordsjælland, og de var tæt på endnu et flot resultat i udekampen mod Randers, som dog scorede til 1-0 til slut. 

Spillemæssigt har Lyngby egentlig præsteret fint igennem hele sæsonen, men resultaterne har haltet efter. 

De to holds formkurve.
Flashscore.

Disse to spillere skal du holde øje med

For hjemmeholdet bliver Rezan Corlu ekstremt vigtig. Den tidligere Brøndby-spiller kan skabe ting på egen hånd, og han kan sætte spillet godt op for Lyngby. Det bliver også påkrævet i en kamp, hvor Brøndby må formedes at styre spillet, og Lyngby skal jagte de få muligheder, der kommer.

For gæsterne er der et hav af spillere i den offensive linje, som man skal holde øje med. Valget er dog faldet på svenske Simon Hedlund. Offensivspilleren leverede en assist i sejren mod FC Midtjylland i sidste weekend, og hans meget bevægelige og dynamiske spillestil gør, at han altid er en stor mundfuld for modstanderne.

Selvom Brøndby er favoritter til opgøret, så er Lyngby ikke et hold, der bare lader sig køre over. De vil spille offensiv og seværdig fodbold, og derfor tyder det på, at søndagens tredje superligakamp kan blive ekstremt spændende.

Skader og karantæner

Henrik Heggheim - skade (Brøndby IF).

Rasmus Lauritsen - skade (Brøndby IF).

Marcel Rømer - karantæne (Lyngby BK).

Kristian Riis - skade (Lyngby BK).

Du kan følge kampen her.

FC København - OB (18:30)

FC København buldrer bare derudaf, og de ligner et hold, der ikke kan stoppe med at vinde. Søndag aften gæster OB nationalarenaen i håbet om at skaffe point til top-6-kampen. FCK ligger nummer tre, og de kigger kun på at indhente FC Nordsjælland og Viborg FF på de to øverste pladser. 

Indbyrdes opgør

De to hold mødte hinanden i niende spillerunde på Nature Energy Park i Odense. Her var det OB, der løb med sejren efter en sen 2-1-scoring af 18-årige Yankuba Minteh. Søndag skal de forsøge at gøre noget, som de ikke har gjort i Superligaen siden 2003 - Nemlig at slå FCK i Parken.

I de seneste fem indbyrdes kampe mellem de to hold er det blevet til to sejre til hver og en enkelt uafgjort.

Indbyrdes opgør mellem FCK og OB.
Flashscore.

Form

FC København er decideret flyvende for tiden og har ikke tabt i Superligaen siden Jacob Neestrup blev træner i midten af efteråret. i de seneste ti kampe har FCK hentet 21 point, hvilket er flest af alle i Superligaen. Derfor ligner de også et hold, der bare venter på, at FCN og Viborg fejler. Hovedstadsklubben har da også vundet foråret to første kampe mod Silkeborg og AaB.

OB er dog ikke kommet lige så godt fra start i foråret som søndagens modstander. Det blev til et kedeligt 0-0-resultat i forårsåbneren mod Randers og en afklapsning på 4-2 imod FCN i sidste weekend. I de seneste ti kampe i Superligaen har de dog skrabet 15 point sammen, hvilket er sjettebedst af alle. 

FCK - OB.
Flashscore.

Disse to spillere skal du holde øje med

Mohamed Daramy havde svært ved at finde melodien i efteråret, men han er kommet fremragende fra start i det nye år, hvor han skaber masser af chancer med sin fart og driblestyrke. Han har da også allerede scoret i foråret, og derfor er det også naturligt at holde et vågent øje med den hurtige kantspiller. 

OB har flere interessante navne på holdet, men til kampen mod FCK kan det være en god idé at holde øje med den 20-årige italiener Franco Tongya, som sandsynligvis vil husere på den ene kantposition. Talentet er enormt, og det kunne være spændende at se ham folde sig ud for alvor i søndagens sene opgør.

FC København virker ustoppelige, og med tanke på OB's dårlige start og frustrationer på træningsbanen, så bliver det en uhyggeligt svær opgave for fynboerne i Parken.

Skader og karantæner

Carlos Zeca - skade (FC København).

Nicolai Boilesen - skade (FC København).

Mamoudou Karamoko - skade (FC København). 

Yankuba Minteh - karantæne (OB).

Du kan følge kampen her.