Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Formel 1-ikonet Nelson Piquet får millionbøde for racisme mod Lewis Hamilton

Formel 1-ikonet Nelson Piquet får millionbøde for racisme mod Lewis Hamilton
Formel 1-ikonet Nelson Piquet får millionbøde for racisme mod Lewis HamiltonProfimedia
Den tredobbelte Formel 1-mester Nelson Piquet skal betale en bøde på cirka 6,6 millioner kroner, fordi han i 2021 kom med racistiske bemærkninger om den syvdobbelte Formel 1-mester Lewis Hamilton.

Det har en domstol i Brasilien slået fast fredag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I november 2021 udtalte den 70-årige brasilianer sig om en hændelse mellem de to Formel 1-rivaler Max Verstappen - der er Piquets svigersøn - og Lewis Hamilton.

Her undlod han at omtale mørkhudede Hamilton ved navn, men omtalte ham i stedet med den portugisiske oversættelse af ordet "neger".

Optagelsen brød først for alvor igennem til offentligheden i juni sidste år på brasiliansk tv, og så brød balladen ud for Piquet.

Han kom først med søforklaringer, før han siden undskyldte sit sprogbrug, selv om han holdt fast i, at han ikke havde til hensigt at diskriminere nogen.

Det kunne dog ikke holde fire menneskerettighedsorganisationer fra at lægge sag an mod Nelson Piquet. De krævede, at brasilianeren skulle betale det dobbelte af, hvad det endte med.

Nelson Piquet var en af 1980'ernes store navne i Formel 1-feltet.

Han debuterede i 1978, og karrieren tog for alvor fart i 1980. Her blev han samlet nummer to i den prestigefyldte løbsserie, og året efter vandt han sit første mesterskab.

Efter triumfen i 1981 fulgte så en uheldspræget sæson, før han i 1983 igen kunne lade sig krone som verdens hurtigste. Det kunne han også i 1987, og i 1991 kørte han karrierens sidste Formel 1-løb.

I alt vandt den trefoldige verdensmester 23 grandprixer og opnåede 60 podiepladser i sine 204 starter i Formel 1.