Montenegro tog bronze med choksejr over Frankrig efter forlænget

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Montenegro tog bronze med choksejr over Frankrig efter forlænget
Montenegro vandt en noget overraskende bronzemedalje efter forlænget spilletid mod Frankrig.
Montenegro vandt en noget overraskende bronzemedalje efter forlænget spilletid mod Frankrig.
Jure Makovec / AFP
Efter et hæsblæsende drama sikrede Montenegros håndboldkvinder sig søndag bronzemedaljer ved EM efter en overraskende sejr over Frankrig.

Montenegrinerne fik heftig opbakning fra et par tusinde landsmænd på tribunerne, og det hjalp dem til at vinde med 27-25 efter forlænget spilletid.

I slutminutterne af den ordinære spilletid blev der kastet ting på banen, og tilskuere var ved at ryge i totterne på hinanden. Derudover var der et par tvivlsomme kendelser, som kun gjorde dramaet endnu større.

Politiet måtte sågar troppe op og dæmpe gemytterne.

Men fast ligger det, at Montenegro skal have bronzemedaljer om halsen, når finalen mellem Norge og Danmark senere søndag er afgjort.

Ikke overraskende var det dog Frankrig, der med stor hjælp fra keeper Cléopâtre Darleux kom bedst ud af starthullet.

Men med den ivrige og larmende opbakning fra sine fans overtog Montenegro momentum i kampen.

Særligt Itana Grbic var en konstant sten i skoen på Frankrigs defensiv. Uden at skåne sig selv kastede hun sig ind i den ene duel efter den anden, og efter 21 minutter fremprovokerede hun et straffekast, som bragte Montenegro på 10-8.

Frankrig kom tilbage på uafgjort i de sidste minutter af halvlegen, men brølet var enormt, da Grbic i sidste sekund bragte Montenegro foran 13-12.

Efter pausen blev larmen fra tilskuerne endnu højere, og ikonet Bojana Popovic, der er træner for Montenegro, opildnede sine landsmænd på tribunerne.

De havde da også masser at juble over. Montenegro trak tempoet ud af kampen, fandt nøglen til Frankrigs forsvar og kom foran 16-13.

Franskmændene lod sig dog ikke kue. Gang på gang satsede de stort i kontraspillet, og selv om det indimellem mislykkedes, så var det afgørende for, at Frankrig aldrig opgav ævred.

Fire og et halvt minut før slutfløjt scorede Deborah Lassource til 20-20, og knap halvandet minut senere blev det til føring på 21-20 efter fire franske scoringer i træk.

Montenegro bragte sig også foran 22-21 og havde sejren i sin hule hånd, men så blev der dømt passivt spil. Frankrig fik bolden, Itana Grbic blev vist ud for at overfalde en modspiller, mens franskmændene scorede på det straffekast, som forseelsen medførte.

Dermed var der dømt forlænget spilletid, og her trak Montenegro det længste strå efter ti meget intense minutter.