Den danske Haas-kører var på et tidspunkt tæt på at blande sig i kampen om pointene som syver, men det lykkedes ikke at holde fast i den sjældent gode placering.
Grandprixet blev vundet af Red Bulls Max Verstappen, der udbyggede sin suveræne føring i den samlede stilling.
Verstappen skulle egentlig være startet i pole position, men han havde fået en straf for at skifte gearkasse. Det er sket for mange gange i sæsonen for hollænderen.
Straffen forhindrede dog ikke Verstappen i at kravle op og indtage førstepladsen på overbevisende facon i løbet af søndagens grandprix.
Især overhalingen af holdkammeraten Sergio Perez, der var oppe at føre løbet, så legende let ud. Men der var ingen, som kunne true Verstappen på Spa-banen.
Sergio Perez blev toer, mens Ferraris Charles Leclerc endte på løbets sidste podieplads.
Magnussen, der indledte løbet som nummer 16 på grund af en straf på tre placeringer, fik ikke held med dækstrategien undervejs i løbet.
Magnussen nåede lidt over midtvejs i løbet op i pointene. Først som nummer ti og lidt efter som syver.
Det skete dog i takt med, at flere af rivalerne skiftede dæk, fordi det var begyndt at regne på banen.
Magnussen raslede naturligt ned i feltet, da han også skiftede dæk og kom tilbage fra pitten og ind på banen som nummer 14.
Strategien fra Haas så ud til at være, at den danske racerkører i løbets slutfase på de friskere dæk kunne avancere og kæmpe med om pointene.
Det lykkedes dog ikke, da farten simpelthen ikke var til stede i Haas-raceren.
Dog endte Magnussen med at være tre placeringer bedre end holdkammeraten Nico Hülkenberg.