Portugiser tager flot etapesejr, mens britisk stjerne kører sig tilbage i førertrøjen

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Portugiser tager flot etapesejr, mens britisk stjerne kører sig tilbage i førertrøjen
Det var karrierens første etapesejr i en Grand Tour, som portugisiske João Almeida tirsdag hentede på Monte Bondone.
Det var karrierens første etapesejr i en Grand Tour, som portugisiske João Almeida tirsdag hentede på Monte Bondone.
Jennifer Lorenzini/Reuters/Ritzau Scanpix
Ingen kunne slå portugisiske João Almeida på tirsdagens etape af årets Giro d’Italia, nummer 16 i rækken, og således kunne UAE Team Emirates-rytteren på toppen af Monte Bondone fejre en flot etapesejr foran INEOS Grenadiers’ rutinerede Geraint Thomas. Briten tilbageerobrede samtidig løbets førertrøje, efter franske Bruno Armirail knækkede.

Da legendariske Charly Gaul i 1956 satte alle konkurrenterne til vægs på Monte Bondone og vandt Giro d’Italia, efter ellers at være langt efter Federico Bahamontes, var det i sne og slud og umenneskelig kulde, at luxembourgeren forcerede bjerget lidt nord for Gardasøen.

Så slemt stod det heldigvis ikke til tirsdag, da feltets ryttere skulle bestige netop Monte Bondone på Giro d’Italias 16. etape, hvor starten gik i Sabbio Chiese, efterfulgt af en tur op langs Gardasøens vestside og hele fire kategoriserede stigninger.

Men det omskiftelige vejr fortsatte ikke desto mindre, og rytterne måtte således døje med både solskin og regnvejr undervejs på de 203 kilometer, der endte i en rigtig klassementsfinale, hvor João Almeida i sidste ende stod som vinder, mens Geraint Thomas tilbageerobrede den lyserøde trøje.

En stor gruppe på langt over 20 mand sled sig afsted i et udbrud, en god blanding af håbefulde ryttere med ambitioner om en etapesejr, klassementsryttere der forsøgte at kravle op gennem rækkerne, såvel som Jonathan Milan i sin maglia ciclamino, der skulle skaffe point i pointkonkurrencen.

Den store gruppe blev dog holdt i kort snor, men blandt andet en Astana Qazaqstan Team-duo bestående af Vadim Pronskiy og Christian Scaroni forsøgte at udbygge forspringet med et fælles angreb og efterfølgende parløb, men det stod relativt hurtigt tydeligt malet i forspringets størrelse, at kampen om etapesejren skulle slås blandt favoritterne.

Geraint Thomas (forrest) viste tirsdag i allerhøjeste grad tænder, da han formåede at plante konkurrenten Primož Roglič, som kan anes i baggrunden, på Monte Bondone.
Luca Bettini/AFP

Da Bruno Armirail i sin lyserøde førertrøje blev sat med 10 kilometer til mål, var det samtidig også sandsynligt, at netop førertrøjen skulle have ny ejermand. En anden førertrøje, der fik ny ejermand, var bjergtrøjen, som irske Ben Healy, der har haft en strålende sæson med flotte resultater i Ardennerne, erobrede.

Og som om Irland ikke havde nok i én ny stor stjerne, så fik Healys landsmand, Team Jayco AlUlas Eddie Dunbar, samtidig manifesteret sit navn som et nyt stjerneskud på klassementshimlen, for det var blandt andet Dunbars mandskab, der animerede løbet på de afgørende kilometer.

Den italienske mester, Filippo Zana, satte således et voldsomt tempo, men det var særligt portugisiske João Almeida, der skulle vise sig som en af de allerstærkeste, for det var UAE Team Emirates-rytteren, der formåede at skabe et hul ned til Geraint Thomas, Eddie Dunbar og Jumbo-Visma-duoen Primož Roglič og Sepp Kuss.

Hullet fik Geraint Thomas dog hurtigt lukket, da han angreb med 4,5 kilometer til mål, og angrebet kunne Primož Roglič altså ikke følge. I stedet måtte sloveneren hægte sig på holdkammerat Sepp Kuss, der forsøgte at trække Roglič og Dunbar til mål for at minimere tidstabet.

På de afgørende hundrede meter fik João Almeida vist sit fremragende antrit og vandt klart spurten foran Geraint Thomas, der dog til gengæld fik tilbageerobret den lyserøde førertrøje, mens João Almeida springer let og elegant over Primož Roglič i det samlede klassement.

Tidstabet for Roglič endte i sidste ende med at være på 22 sekunder, da sloveneren kom i mål sammen med føromtalte Dunbar, der virkelig fik vist lovende takter på en svær afslutning, og ireren kan måske drømme om en absolut topplacering i klassementet, når rytterne senere på ugen rammer målstregen i Rom på sidste etape.

Det bliver dog næppe på onsdagens etape, at ireren henter yderligere sekunder på sine konkurrenter i det samlede klassementer, for her venter nemlig en overordentlig nem etape på 198 kilometer fra Pergine Valsugana til Caorle øst for Venedig. En stort set pandekageflad etape, hvor det endda går nedad langt ad vejen.

Således kan feltets hurtigste sprintere, herunder føromtalte Jonathan Milan såvel som legendariske Mark Cavendish, der mandag annoncerede karrierestop efter denne sæson, se frem til at skulle kæmpe om etapesejren på Adriaterhavskysten tæt på turistmekkaet Bibione.