Giro d'Italia tager hul på voldsom finaleuge: Stadig det bedste til gode

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Giro d'Italia tager hul på voldsom finaleuge: Stadig det bedste til gode
Thomas Bay spår en vild finaleuge i Giro d'Italia, der føres af franske Bruno Armirail foran Geraint Thomas, der på billedet kører i lyserødt.
Thomas Bay spår en vild finaleuge i Giro d'Italia, der føres af franske Bruno Armirail foran Geraint Thomas, der på billedet kører i lyserødt.
Luca Bettini/AFP
Efter et par lettere kaotiske uger med dårligt vejr, et hav af udgåede ryttere og våbenhvile blandt topnavnene skal Giro d'Italia afgøres.

Det sker med en eksplosiv sidste uge, hvor feltet skal bestige en række store bjerge, inden vinderen søndag kåres i Rom.

Tirsdag er der fem kategoriserede stigninger på menuen - to i kategori 1. Onsdag får klassementskanonerne en puster på en flad etape til byen Caorle, inden det går løs igen torsdag.

Her skal fem bjerge bestiges, heraf to i kategori 1. Igen fredag er der fem kategoriserede stigninger på etapeprofilen - tre i kategori 1 - inden løbet reelt afgøres på en bjergenkeltstart lørdag.

Men det kan som cykelinteresseret være svært at vide, hvad man skal forvente sig af finaleugen. Det mener kommentator på Discovery Thomas Bay.

"Jeg tror, det bliver en ret vild sidste uge, og vi har stadig det bedste til gode. Ingen af de store navne har været ude i åbent slagsmål, så de er nok også selv lidt usikre på, hvor de står."

"Det er lidt specielt, at vi efter to uger ikke rigtigt har set dem, vi regner med skal køre om den samlede sejr, teste hinanden for alvor opad."

"Jeg tror, det skyldes det ekstreme vejr. Flere af dem har også været styrtet og har skullet bruge lidt tid på at komme sig. Der er også meget sygdom i feltet."

Bruno Armirail (FDJ) fører Giroen samlet inden dagens etape, men ventes ikke at spille en rolle i kampen om den samlede sejr. Franskmanden tog den lyserøde førertrøje efter en dag i udbrud og er ikke stærk, når det for alvor går opad.

Geraint Thomas (Ineos), Primoz Roglic (Jumbo-Visma) og Joao Almeida (UAE) er de bedste bud på en endelig sejrsherre. De ligger henholdsvis nummer to, tre og fire lige nu med blot 22 sekunder fra Thomas til Almeida.

"Vi har ikke set nogen af dem gøre sig bemærket - hverken positivt eller negativt. Så det er lidt noget gætværk. Jeg synes, Almeida ligger lunt i svinget, især hvis det bliver bedre vejr, som det ser ud til," siger Thomas Bay.

"Inden løbet troede vi, at Geraint Thomas først ville komme helt op i gear i løbets sidste uge. Roglic er svær at blive klog på. Vi har før set, at han kan blive lidt rusten i den sidste uge."

Jai Hindley er forsvarende vinder af Giro d'Italia, men deltager ikke i dette års udgave af løbet.