GOG meddelte torsdag, at den tidligere direktør for TMS Ringsted var blevet fyret på grund af "uenighed om den sportslige retning og ønsket om en anderledes struktur på hverdagen i klubben".
Hovedpersonen selv havde sat næsen op efter mere.
"Jeg har også sagt, at jeg synes, man skulle give det lidt mere tid, og der har snoren bare ikke været så lang, og det er jo fair nok", siger han til TV 2 Sport.
GOG præciserer ikke, hvad klubben har været utilfreds med, eller hvori uenigheden består.
Over for TV 2 Sport peger Ian Marko Fog på, at skader til flere spillere har gjort det svært at opnå den rette intensitet i den daglige træning. Derfor har den også indimellem manglet i kampene.
GOG har med Fog som træner vundet Super Cuppen og fået en god start på Champions League med en sejr onsdag aften.
Men i ligaen er det blot blevet til en sejr i tre kampe.
Nu er samarbejdet ophørt. Alligevel fortryder den tidligere Nordsjælland-træner ikke, at han overtog jobbet fra succestræneren Nicolej Krickau.
"Jeg er glad nok for, at jeg tog jobbet. Jeg synes stadigvæk, det var det rigtige. Jeg var godt klar over, at det kunne ske, da jeg tog et job som det i GOG", siger Fog.
50-årige Ian Marko Fog skrev en treårig kontrakt med GOG, da han blev hyret i juli.