Leder: Der findes ikke dumme spørgsmål - eller hvad? Giannis havde svaret

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Leder: Der findes ikke dumme spørgsmål - eller hvad? Giannis havde svaret
Antetokounmpo i aktion for Bucks. Et forbillede både på og uden for banen.
Antetokounmpo i aktion for Bucks. Et forbillede både på og uden for banen.AFP
En NBA-reporter har fået ørerne i maskinen efter at have stillet, hvad der tilsyneladende var et spørgsmål, som var helt på månen, til Giannis Antetokounmpo i kølvandet på Milwaukee Bucks chokerende exit til Miami Heat. Men var det spørgsmål nu også helt så dumt?

“Har sæsonen været en skuffelse?”

Dette er, hvad man inden for journalistbranchen kalder for et ledende spørgsmål. Eller et “trigger-spørgsmål”. Andre ville kalde det for et dumt spørgsmål.

Dette syntes Giannis Antetokounmpo efter al sandsynlighed også, da han på et pressemøde efter Milwaukee Bucks var blevet slået ud af slutspillet i NBA af Miami Heat, fik spørgsmålet stillet. 

En fiasko, det ville mange kalde det, og det har mange da også kaldt det, for et hold, der to sæsoner forinden var blevet mestre for første gang i et halvt århundrede. 

Men den græsk-nigerianske Antetokounmpo var åbenlyst træt af spørgsmålet. Stadig punkteret af en exit, som ikke mange bookmakere havde forudset på forhånd, syntes han faktisk ganske åbenlyst, at det var et dumt spørgsmål. 

“Åh, min gud,” lagde han ud med at svare, begravede sit hovede i hænderne og forsøgte at vende det om for reporteren. Allerede her var det tydeligt, at det syntes Antetokounmpo ikke var et synderligt passende spørgsmål i situationen.

“Som reporter, bliver du så forfremmet hvert år? Nej, vel? Vil du så kalde ethvert år, hvor du ikke bliver forfremmet, for en fiasko? Det er ikke en fiasko, det er skridt på vejen til succes. Der er altid skridt til succes. Michael Jordan spillede i 15 år og vandt seks mesterskaber. De andre ni år var en fiasko? Er det det, hvad du fortæller mig?"

Hans svar, som det klart kan anbefales at se i sin fulde længde, for at give et godt billede af, hvilken slags menneske, vi har med at gøre, vakte megen beundring for sine vel reflekterede pointer fra “The Greek Freak”. For han er nemlig i forvejen er et helt særligt menneske, som er kommet fra at sælge piratkopierede tasker i Athen som barn, til at være helt på toppen af NBA. 

Og hvordan kunne en reporter finde på at stille sådan et spørgsmål til en mand, der helt åbenlyst var træt af situationen, og som havde været den måske mest afgørende spiller for Bucks, været syv gange på NBAs all-star team og to gange blevet kåret som ligaens MVP?

Det kunne han, fordi Antetokounmpo ud over at være en formidabel udøver af sporten også er kendt for at være et reflekteret menneske, der er i stand til at formulere sig og som generelt er en høflig person. 

Antetokounmpo er regnet som en af de bedste power forwards nogensinde
Antetokounmpo er regnet som en af de bedste power forwards nogensindeProfimedia

Så at stille ham et trigger-spørgsmål, som hvorvidt sæsonen har været en skuffelse, mens han er i en som sportsmand og mediemenneske utroligt sårbar position, er en unik mulighed for at få svar på noget, som der er mange fans af sporten, som synes, er et faktum.

For selvfølgelig skulle Bucks have slået Miami Heat, der ikke overhovedet er ved fordums styrke, ud. Og selvfølgelig skulle nederlaget slet ikke være sket på hjemmebanen i Milwaukee. 

Og det er her, der er mange, der begår den simple fejl at antage, at reporteren selv er af den holdning. For det kan da meget vel være, at han er det, men manden stiller ikke spørgsmålet ud fra sin egen, personlige holdning.

Det gør han, fordi han har respekt for spilleren, som han i øvrigt havde stillet samme spørgsmål sæsonen før, og fordi han VED, at han repræsenterer fans, og ikke sig selv. 

Spørgsmålet, og reaktionen på spørgsmålet, er som sagt gået jorden rundt. Det har understreget Antetokounmpos evner som kommunikatør, og reporteren har været udskældt for at stille sådan et upassende spørgsmål på et tidspunkt, hvor man måske kunne være lidt mere diplomatisk i sine vendinger. Man sparker ikke til en mand, der ligger ned, som man siger. 

Hvad havde andre gjort? Ikke det, Giannis gjorde

Men det gjorde reporteren heller ikke. Han gav ham en mulighed for at formulere sit blik på sæsonen over for tilhængere af sporten, hvilket Antetokounmpo gjorde på fornem vis, samtidig med at han udviste stort, personligt overskud.

Mange andre spillere havde simpelthen svinet reporteren til, nægtet at svare, eller endda udvandret.  Det har man set langt flere gange, end man har set det modsatte.  

Se blot på Jürgen Klopps ikke så charmerende og tiltagende hang til at besvare "irriterende" spørgsmål fra reportere med noget, der ligner tilsvining. For ikke at nævne tyskerens attitude over for dommere og med-managers, som vi tidligere har skrevet om på Flashscore.

Man kan  ogsåse på et tilsvarende aktuelt tilfælde fra Eintracht Frankfurts (nok snart eks-manager) Oliver Glasner, efter Frankfurts 1-3 nederlag til Hoffenheim.

Her blev han stillet et uskyldigt spørgsmål om, hvorvidt hans spillere havde leveret, hvilket fik østrigeren til at bryde ud i en personlig tirade mod journalisten, der "skulle holde om med at stille sådan nogle affalds-spørgsmål". 

Det er så også en måde at reagere på, men det gjorde den forrygende power forward fra Bucks altså ikke. 

Og det kan godt være, at reporteren fik lidt røde ører, men han gjorde immervæk bare sit arbejde, og som resultat fik han et fremragende afkast og et reflekteret svar, der måske er den mest delte video i relation til NBA i denne sæson.

Og som vel at mærke gav Giannis mulighed for at demonstrere, hvorfor han med rette anses som et af de mest intelligente mennesker i NBA.

Så var det et dumt spørgsmål? Nej.