Lakers sender de forsvarende mestre fra Golden State Warriors ud af NBA-slutspil

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Lakers sender de forsvarende mestre fra Golden State Warriors ud af NBA-slutspil
LeBron James var brandvarm, da Lakers slog Warriors ud af slutspillet.
LeBron James var brandvarm, da Lakers slog Warriors ud af slutspillet.
Profimedia
De forsvarende NBA-mestre, Golden State Warriors, er ikke længere med i denne sæsons slutspil.

Tidligt lørdag morgen dansk tid tabte Golden State på udebane med 101-122 til Los Angeles Lakers, som dermed vandt serien med 4-2 i kampe.

Lakers er nu klar til, hvad der svarer til semifinalen i det samlede NBA-slutspil, og her venter Denver Nuggets. Samtidig er der tale om finalen i Western Conference.

Allerede i første quarter bragte Lakers sig foran med 17 point, og selv om Golden State i andet quarter reducerede til 33-37, var Lakers dominerende og førte 56-46 halvvejs i kampen.

Tættere på kom Golden State aldrig, da Lakers i opgørets resterende del konstant havde komfortable tocifrede føringer.

Superstjernen LeBron James førte an med sine 30 point, 9 rebounds og 9 assister. Golden State-stjernen Stephen Curry lavede til sammenligning 32 point, 6 rebounds og 5 assister.

Lakers er den klub med flest finaler og NBA-triumfer. I alt er det blevet til 17 titler i 32 finaler. Seneste triumf var i 2020. Golden State har vundet syv gange. Fire titler kom i hus fra 2015 til 2022.

Tidligere natten til lørdag spillede også Miami Heat sig videre til semifinalen i slutspillet.

Det skete efter en noget mere jævnbyrdig affære, hvor holdet hjemme i Miami slog New York Knicks med 96-92.

Dermed sluttede serien med 4-2 til Miami Heat, der i semifinalen skal møde enten Boston Celtics eller Philadelphia 76ers, der spiller syvende og afgørende kamp natten til mandag dansk tid.