På hjemmebane - og i NFL-sæsonens allerførste kamp - sejrede de forsvarende mestre således med 27-20 over Baltimore Ravens.
Chiefs havde som sædvanlig quarterbackstjernen Patrick Mahomes som det centrale omdrejningspunkt. Han havde en fin dag på kontoret og kastede for 291 yards og et touchdown. Det blev dog også til en enkelt interception.
En af Chiefs' andre store profiler tight end Travis Kelce havde en mere stille dag. Han greb tre bolde for 34 yards.
I kampens døende sekunder greb Baltimores tight end Isaiah Likely en aflevering ved bagenden af end zone.
Dommerne dømte i første omgang en touchdown til Baltimore, men efter videogennemgang blev Likely dømt til at have landet med spidsen af sin sko uden for banen.
Gentagelsen af sidste sæsons AFC Championship, der er en af semifinalerne i NFL-slutspillet, endte således på dramatisk vis.
Før kendelsen blev omstødt, havde Baltimore signaleret, at holdet ville gå efter en two-point conversion i stedet for at forsøge at sende kampen i overtid.
- Det var nervepirrende, siger Patrick Mahomes efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP
- Vores hold reagerede godt. Vi har mange ting at arbejde på, men det er en fantastisk start.
Et voldsomt tordenvejr forsinkede kampstart med 20 minutter. Tilhængerne på stadion, som havde søgt ly fra lynene, var tilbage på deres pladser for at juble, da Chiefs løb ud til opvarmning.
En af dem, der ventede på, at lynene forsvandt, var popstjernen Taylor Swift. Den populære sangerinde er kæreste med Travis Kelce.
NFL-sæsonen bliver for alvor skudt i gang søndag. Her spilles størstedelen af rundens kampe i verdens bedste liga for amerikansk fodbold.